A Complete Unknown

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Timothée Chalamets præstation som den unge Bob Dylan i A Complete Unknown er dybt imponerende. Han synger og spiller sangene, så det næsten er umuligt at høre forskel fra originalerne – og det er ovenikøbet live-versionerne, de har brugt. 

Spørgsmålet er bare, om det er nok. 

James Mangolds otte gange Oscar-nominerede A Complete Unknown – som rimer på Like a Rolling Stone, klassikeren! – er historien om den unge Dylan, som ankommer med blød fløjlskasket til New York først i 1960’erne. 

Han er fast besluttet på at opsøge sin helt, folk-legenden Woody Guthrie (mirakuløst portrætteret uden ord af Scoot McNairy), som er indlagt på hospitalet. På stuen møder Dylan også Pete Seeger (Edward Norton), som filmen igennem repræsenterer den oprindelige og sande folk-scene. 

Filmen er baseret på Elijah Walds bog Dylan Goes Electric! og skitserer de næste fire år i Dylans liv. Dylans op og ned-forhold til Joan Baez (Monica Barbaro) og deres smukke duetter er en konstant drivende kraft i fortællingen. 

Elle Fanning spiller Sylvie Russo, en fiktiv karakter inspireret af Dylans tidlige kæreste/muse Suze Rotolo, som pryder coveret af The Freewhelin’ Bob Dylan sammen med Bob selv. 

Lynsnart materialiserer Bob sig som en kæmpestjerne med generationshymner som Blowin’ In the Wind, Masters of War og It’s All Over Now, Baby Blue. 

”Jeg ved ikke, hvordan jeg lykkedes med at skrive de sange,” siger His Bobness i et klip fra nyere tid, som bliver ved med at dukke op i mit Instragram-feed. Selv han er imponeret. 

Finalen er den legendariske koncert den 25. juli 1965 på Newport Folk Festival, hvor Dylan går elektrisk og blasfemisk blander rockmusikkens bulder med folk-musikkens inderlighed. Han har allieret sig med The Paul Butterfield Blues Band, og de åbner med en ruskende version af Maggie’s Farm, fortsætter med Like a Rolling Stone. Så er tonen ligesom lagt og syndefaldet komplet. 

”Play it loud!”, som Dylan råber til bandet, mens Pete Seeger forsøger at slukke for strømmen. 

Det er dramatisk musikhistorie med legenden om, hvordan folk-puritanerne buer Dylan og band ud. Året efter skete det samme i England, som man kan opleve det i D.A. Pennebakers eminente dokumentar Don’t Look Back. Også Martin Scorseses No Direction Home har mange år senere masser af arkivmateriale fra den periode. 

For mig er et lysende højdepunkt i biopic-genren Joaquin Phoenix’ intense Johnny Cash i Walk The Line, der faktisk også er instrueret af James Mangold og i høj grad lever på hovedpersonens sprængfarlige rastløshed. 

Bob Dylans offentlige figur er reserveret og mystisk gemt bag Ray-Bans og det store, krøllede hår. Han udtrykker sig gennem sangene og kryptiske udtalelser. Det ønsker denne her film ikke at lave om på. Der er ingen afsløringer som sådan, og det er fint. 

Todd Haynes’ I’m Not There er et helt anderledes bud på en Dylan-biopic. Haynes skaber et meget personligt filmdigt med hele fem ”Bob Dylans” spillet af så forskellige fortolkere som Richard Gere, Cate Blanchett og Heath Ledger. På den musikalske side er der – ud over Dylans originalversioner – fortolkninger af artister som Sonic Youth, Antony and the Johnsons og Calexico. 

Det er selvfølgelig en anden film, men jeg synes, man bliver nødt at sætte A Complete Unknown ind i den sammenhæng, når de nu har temaet til fælles. 

Jeg kan sådan set godt lide begge to, men alene det faktum, at Timothée Chalamet har brugt seks år på at lære at synge og spille som Dylan, gør det tydeligt, at ambitionen med A Complete Unknown er, at den skal være så korrekt som muligt. 

Det lyder virkelig, og Chalamet er lige så flabet, charmerende og reserveret, som han skal være. Man er i godt selskab hele vejen. Men det er også en lille smule kedeligt, hvis man kender historierne i forvejen.