Anmeldelser

En komedieserie om Frederik Fetterlein med reality-stjernen selv i hovedrollen er ikke helt så håbløs, som det lyder.

Stolen begynder for alvor at vakle under Frank Underwood, og det giver nyt liv til serien om hensynsløsheden på magtens tinder.

Charlie Kaufman – forfatteren bag Being John Malkovich – har skabt en overrumplende dybsindig animationsfilm om en antihelt, der længes efter autenticitet.

Den tredje film om Carl Mørck og hans Afdeling Q er flot fortalt, men også triviel og unødvendigt blodig i sin psykopatjagt.

Smuk film fra Etiopien om en dreng og hans lam på flugt fra dum maskulinitet vil åbne børns øjne for eventyr andre steder på kloden.

Lidt lang i spyttet, men mundvandet blev til sidst samlet til en sort og blodig spytklart i en fremragende serie, der formåede at blotlægge finansiel kriminalitet.

Opdatering af 90’er-hyggelig sitcom er en tåbelig idé, der for fans af den gamle serie må føles som at se nogen forgribe sig på et familiemedlem.

Hella Joofs komedieserie om den lykkelige skilsmisse er bedst, når den giver efter for moderkroppens liderlighed. Heldigvis er der masser af onani.

Den autentiske historie om optrevlingen af børnemisbrug i den katolske kirke er et lavmælt psykologisk og politisk drama, som man alt for sjældent ser i dag.

En pige får hjælp fra groteske ånder til at bearbejde sin fars død i poetisk, japansk animationsfilm, der leder tankerne hen på Miyazaki.

Lyder en film om et jødisk tvillingepar, der rydder op i deres hus i Brooklyn interessant? Thy Father’s Chair er en lille, men varm og eftertænksom skildring af kultur, familie og arv.

Josh Monds fremragende debutfilm indfanger det kaos af følelser, der rammer en ung mand, hvis kræftsyge mor ligger for døden.

DR-dokumentar afklæder kvinde i sagen om påstået kristen chikane af homoseksuelle, men overser bjælken i sit eget medieøje.

Duplass-brødrenes uortodokse dramedy-serie om det svære samliv svælger måske nok i selvmedlidenhed, men viser også glimt af genialitet.

Judd Apatows nye komediesatsning på Netflix er et elskværdigt bekendtskab, der smukt smyger sig uden om fjogede indie-skabeloner.

Lena Dunhams pigerer blevet mere ansvarsfulde og mindre irriterende. Men den sjove satire er desværre hældt ud med badevandet.