Anmeldelser

Underholdningsværdien stiger i anden sæson af svensk krimiserie, der til gengæld må slække på troværdigheden og karaktertegningen.

Fængslende Netflix-serie om et dobbeltmord i Victoriatiden viser magtforholdet mellem kønnene, som gør den særligt relevant i en tid med #MeToo-bevægelsen.

Dårlig musik og en usympatisk helt gør kedelig musical til julens mest pinefulde biografoplevelse.

Orker og elverfolk i nutidens Los Angeles lyder interessant, men kedelige kostumer og et tyndt plot holder eventyrligheden ude af Netflix’ fantasyfilm.

Woody Allens nye skæbnespil – fuld af lidelser og længsler, tragik og komik – minder os om, hvor svært det er at være menneske.

Original biopic om den revolutionære kunstner Neruda fra Chile blander mytologi og virkelighed på tankevækkende vis.

Ny dansk børnefilm er en forvirrende blanding af nostalgi, upædagogik og fordomme.

Skuespillerne Elisabeth Moss og Ebon Moss-Bachrach drøner rundt i Tokyo til ingen verdens nytte i kortfilm, der er produceret af Lena Dunham og skabt af Girls-instruktør.

Ben Stiller viser andre sider af sit skuespiltalent i underspillet dramakomedie om en mands midtvejskrise og middelklassens utilstrækkelighed.

Den gamle garde fører an, og den nye bliver kørt i stilling i hæsblæsende rumopera. Stjernekrigen har aldrig været mere medrivende.

Forrygende absurd satire over magtkampen i Sovjetunionens top efter Stalins død har paralleller i vores tid, skriver forfatteren Leif Davidsen i sin anmeldelse.

En polsk dyreven hader det pittoreske bjergområdes jægere, for hun mener, at lodne væsner har en sjæl. Krimien turneres konventionelt, men billederne er lækre.

Larry David kommer haltende i gang, men så turneres en fatwa suverænt, og en storslået musical-finale slutter sæsonen af med schwung.

Med danske Alex Høgh Andersen i spidsen som galsindet vikingekrøbling fortsætter den dragende, rå og dunkle fortælling om vores voldsomme forfædre.

Håbløst uskøn dokumentarfilm om Peter Pans ”far” J.M. Barrie går i en så stor bue uden om pædofili-mistanke, at det bliver decideret uhyggeligt.

Ruben Östlund slipper aber løs blandt hensygnende mennesker i en overrumplende satire over samtidskunsten og velfærdssamfundet. Man griner, lige indtil man selv bliver spiddet.