Anmeldelser

Den dunkle drage Smaug er det absolutte højdepunkt i anden del af Hobbitten-trilogien, der sætter fortællingen tilbage på rette spor.

Dramatiseringen af historien om tv-journalistikkens ulastelige skonnert, 60 Minutes, der ”afslørede” George W. Bush’ militærtid, kommer ikke til bunds i den spegede sag.

HBO-genindspilning af Bergmans mesterlige hovedværk når ikke originalen til sokkeholderne, men det er et godt drama med sans for de små ryk i et kærlighedsforhold.

Disneys eventyrfilm er sommerens adrenalinsus med knald på actionscenerne og fortræffelig kemi mellem skuespillerne.

Sublimt skuespil og underspillet spænding gør Our Kind of Traitor til en af de seneste års bedste og mest elegante thrillere.

A Hologram for the King er en veloplagt skildring af mødet mellem forskellige kulturer. Tom Hanks spiller hovedrollen flankeret af danske Sidse Babett Knudsen.

Uvorn komedie lever op til sin tyve år ældre storebror: Jim Carrey er stadig kongen af fysisk komik, og toeren er lige så herligt dum – eller dummere – end etteren.

Jennifer Aniston og resten af det veloplagte skuespilhold kan ikke redde Mother’s Day fra at ende som en ligegyldig gentagelse.

Spike Lee har lavet et remake af den koreanske nyklassiker Oldboy. Drop kopien – bevar originalen.

Fransk-italiensk animationsfilm er visuelt forfriskende og løfter sig over det gængse børneeventyr med en sammensat tematik om grådighed og klimaflygtninge.

Broen III har i to måneder holdt seerne for nar med falsk spænding, et forvrøvlet krimiplot og et lige så rodet privatplot.

Nicolas Winding Refn er bedst, når han ikke forsøger at være en stor filminstruktør. Det gør han desværre i The Neon Demon.

Anders Matthesen og co. gør det igen! Her er for en gangs skyld en filmserie, man håber fortsætter i lang tid.

Trods svagheder fremstår David Leans kærlighedsdrama med den russiske revolution som bagtæppe i dag som noget nær et mesterværk.

Sød og sjov julefilm har mere tilfælles med de gamle film om Far til fire og Min søsters børn end de nye.

Filosoffen Žižeks magtanalyse med udgangspunkt i den græske tragedie bliver endnu skarpere, når den står i kontrast til det veritable freakshow, den leveres i.