Anmeldelser

Dokumentar om Whitney Houston graver ned i skjult traume og skaber et betagende portræt af en talentfuld og fejlbarlig kvinde.

Københavner-symfoni med elektronisk musik af Massive Attack og Brian Eno fungerer glimtvis som en nysgerrig udforskning af byen, men lever ikke op til sit store forbillede.

Netflix-seriens satire over Hollywoods hykleri er stadig spiddende effektiv, og femte sæson finder en relevant og modig #MeToo-vinkel på filmbyen.

Stefano Sollimas gangster-thriller tegner et afgrundsmukt billede af en by badet i neonlys og mørke skygger, hvor ingen kan vide sig sikker.

Genkendeligheden er en styrke, og tolv år efter den seneste Bridget Jones-film er Renée Zellweger stadig lige så kikset og charmerende i sine røde pyjamasbukser.

Der er lavet mange film om handicap, men få, der så sanseligt formidler følelsen af at befinde sig i grænselandet mellem de seende og de blindes verden.

Eva Tind forsøger at fremmane ”die Asta” i et bizart dødskult-portræt, der ikke har den fjerneste sans for datiden eller stumfilmdivaens talent.

Dokumentar om kristne, amerikanske ekstremisters betydning for konflikten mellem Israel og Palæstina er interessant, men bliver ødelagt af ensidig aktivisme.

Arkivmateriale og mesterlige rekonstruktioner mikses til en åndeløst spændende dokumentar-thriller i Andreas Kofoeds portræt af den danske våbensmugler Niels Holck.

Dukkefilm for voksne forsøger at være en skarp satire og chokerende fræk, men den er kun chokerende umorsom.

80’erne er tilbage med en røvfuld af en drengerøvsfilm, der til trods for Boyd Holbrooks manglende karisma er seriens bedste siden originalen.

Ondskabens ansigt er en smule letkøbt i eksplosiv serie, som dog skaber drøneffektiv spænding i sin opdatering af paranoia-thriller.

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at dit barn ikke var dit? Gribende og usentimentalt japansk drama om to forbyttede børn filosoferer over arv og miljø.

Kan en skuespiller blive for professionel? Michael Fassbender og Alicia Vikander er et studie i skuespilkunst, men den rene professionalisme gør ikke dybere indtryk i pænt og kedeligt ægteskabsdrama.

Viaplays første egenproducerede serie skaber høj komik i mødet mellem svensk og amerikansk kultur, men har svært ved at forløse det mere alvorlige potentiale.

Den store vinder ved årets Emmy-uddeling er med sin fortælling om en husmors blomstrende standup-karriere i 50’ernes konservative USA det endegyldige bevis på, at kvinder er sjove.