Anmeldelser

Lego-dokumentar om Pharrell Williams får beatsnedkerens imponerende bagkatalog til at funkle, men hovedpersonens Duplo-klodsede betragtninger om kunst og kosmos er pinagtige.

Anna Eborns eftertænksomme dokumentar om den 81-årige Lida i Ukraine indkapsler tidens tand og alderdommens ensomhed.

Netflix’ første serie på fransk ønsker brændende at være House of Cards på europæisk, men Depardieus borgmester er for blid og serien for tandløs efter amerikansk standard.

Serie om en natlig restaurant i Tokyo er comfort tv: rørende, hjertevarm og dårende smuk i sin enkelhed. Og så giver den både rejsefeber og maverumlen.

Der er smæk for skillingen, når Michael Keaton lærer en vred, ung mand at dræbe terrorister. Men hvad med det menneskelige?

Historisk drama om en forsinket kvindefrigørelse i Schweiz er charmerende, men filmen kommer også ufrivilligt til at vise, at vi har langt igen.

Actionfilmenes oldboy-hold er tilbage med masser af øretæver og eksplosioner. Mel Gibsons skurk sørger for, at filmen er knap så rædderlig som sine forgængere.

Tredje film om stripperen Mike med de magiske hofter er til trods for karismatiske skuespillere en halvslatten affære.

Diabolsk morsom komedieserie spidder de vrede, hvide mænd, der gjorde Donald Trump til verdens mest magtfulde mand.

En lilleby bliver rystet af mystiske mord, men det er for skildringen af indre dæmoner og Tim Roths spil som fordrukken, hævngerrig politimand, at Tin Star skal ses.

Feministisk kunstnerfilm om maleren Paula Modersohn-Becker, der trodsede patriarkatet i 1800-tallet, er båret glimrende skuespil og et smukt tidsbillede.

I original frise tegner fire forskellige skuespillere et portræt af den geniale billedkunstner Edvard Munch’ liv med modgang, mod og melankoli.

En fars indædte kamp for at få sin datters morder dømt er en utrolig autentisk historie, men knap så utrolig film trods fremragende Daniel Auteuil.

Kapringen er en intens fortælling om almindelige mænd i en ekstrem situation. Filmens dokumentariske kamera giver kammerspillet en intens og fortættet atmosfære.

I sin portrætbog om Asta Nielsen kommer Eva Tinds egen historie til at skygge for hovedpersonen, som hun mangler kritisk distance til.

Gyser om en skræmmende porcelænsdukke behersker genrekonventionerne, men ambitionerne er lave og slutningen decideret latterlig.