Anmeldelser

Tilda Swinton og Ralph Fiennes er prægtige ned i de mindste detaljer i pikant drama og krimi på en italiensk ferieø.

Den store vinder ved årets Emmy-uddeling er med sin fortælling om en husmors blomstrende standup-karriere i 50’ernes konservative USA det endegyldige bevis på, at kvinder er sjove.

Solbeskinnet Netflix-serie fra Los Angeles er charmerende afslappet, men kan ikke beslutte sig for, om den vil være sjov eller alvorlig.

Moskeerne bag sløret er en særdeles frustrerende oplevelse for alle os, der stædigt tror og håber på vellykket integration.

Ondskabens ansigt er en smule letkøbt i eksplosiv serie, som dog skaber drøneffektiv spænding i sin opdatering af paranoia-thriller.

80’erne er tilbage med en røvfuld af en drengerøvsfilm, der til trods for Boyd Holbrooks manglende karisma er seriens bedste siden originalen.

Dukkefilm for voksne forsøger at være en skarp satire og chokerende fræk, men den er kun chokerende umorsom.

Science fiction-drama forklædt som kammerspil er en underholdende og charmerende efterfølger til Cloverfield.

Oasis-hår og utallige liter elefantsæd kan ikke skjule, at Sacha Baron Cohen var sjovere, dengang han satte sig selv på spil i autentiske situationer.

Peddersen og Findus mødes i en ny, uskøn forening mellem live action og cumputeranimation. Og deres legesyge venskab er blevet til et dysfunktionelt far-barn-forhold.

Der er lavet mange film om handicap, men få, der så sanseligt formidler følelsen af at befinde sig i grænselandet mellem de seende og de blindes verden.

Forfatterne bag Rejseholdet – Peter Thorsboe og Mai Brostrøm – rammer ved siden af med klichéfyldt, svensk krimiserie, der er kvælende politisk korrekt.

Netflix-seriens satire over Hollywoods hykleri er stadig spiddende effektiv, og femte sæson finder en relevant og modig #MeToo-vinkel på filmbyen.

Københavner-symfoni med elektronisk musik af Massive Attack og Brian Eno fungerer glimtvis som en nysgerrig udforskning af byen, men lever ikke op til sit store forbillede.

En bryllupsnat ender fatalt i elegant 60’er-drama, som bliver hjertegribende serveret med stænk af bittersød britisk bagklogskab.

Semidokumentaren om den 20.000’ende dag i Nick Caves liv giver et særegent indblik i at være menneske og kunstner på et bestemt tidspunkt i livet.