Anmeldelser

Mads Mikkelsen viser for lidt tænder som den sultne Dr. Lecter i tv-serien Hannibal, hvis spændende katten-efter-musen-leg overskygges af bestialske banaliteter.

Tom Tykwer og Wachowski'ernes nye film kan ses som storladent forfængelighedsprojekt, en født kultfilm eller tre timers prætentiøst bavl. Fascinerende, men langt fra vellykket.

Annette K. Olesens politiske thriller Skytten har flotte Grønlands-billeder og godt skuespil, men er også en lidt anonym affære.

Bipersonerne stjæler showet i den Glee-inspirerede Pitch Perfect, der er fuld af syntetisk pop.

En sund portion selvironi gør teenagezombierne til sjovere selskab end de selvhøjtidelige Twilight-vampyrer. Men de hjertevarme zombier har mistet deres bidske bid.

Den sidste del af Ole Lund Kirkegaard-trilogien i 3D lider under, at Otto er et næsehorn ikke er forfatterens bedste historie.

Stortalentet Daniel Dencik går på jagt efter livets mening i Grønland. Det er åndeløst smuk, men også lidt for ordrigt.

Daniel Day-Lewis’ berømte metodeskuespil truer næsten med at bryde illusionen i Spielbergs smukke snakkefilm Lincoln.

Jean Renoir var syrlig og ironisk, men bliver gjort til bedemand i den nysselige Renoir, mener Bo Tao Michaëlis.

Fordommene om franskmændene køres helt ud, når Julie Delpy leger Woody Allen.

Med sans for antydningens kunst fortæller kinesisk film om forholdet mellem en husholderske og hendes arbejdsgiver.

Lasse Halmströms comeback i svensk film er en effektiv thriller, der forsumper i scener fra et ægteskab.

Dracula er forvandlet til hønefar i det farverige monstervælde på Hotel Transylvania, hvis velkendte historie voksne vil gennemskue og børn more sig over.

Skuespilleriet fejler ikke noget, men Elles er uden tematisk fokus og synes ikke rigtig at vide, hvor den vil hen med sin historie. Ud over at flirte med en omgang softcore-porno og synkront vise borgerskabets indiskrete charme.

Hella Joofs Sover Dolly på ryggen er en velkendt komedie med omhyggeligt konstruerede sammentræf, komiske misforståelser og vidtdrevne karikaturer, men heldigvis også mere end det.

Filmatiseringen af On the Road er desværre kun blevet til et sympatisk ekko af Jack Kerouacs beat-klassiker og ikke så meget et kunstnerisk bud anno 2012, selvom filmskaberne har gjort sig umage.