Anmeldelser Tagget med: cannes

Besnærende fransk drama udfolder kvindelig erotik med vidunderlig sanselighed og kunsthistorien i baggrunden.

Ken Loach spidder det umenneskelige freelance-arbejdsmarked med en gribende beretning om en kernefamilie, hvor én ulykke kan få hele korthuset til at vælte.

Italienske Alice Rohrwacher sammenfletter en virkelighedsnær historie om udnyttelse og modgang
 med skrøner og magiske visioner i en af de seneste års mest originale film.

Pawlikowskis personlige værk er et smerteligt og suggestivt vintereventyr om at leve på polsk under Den Kolde Krig.

Under en fernis af genrekultfilm udforsker Ali Abbasi grænsen mellem menneske og dyr i et formidabelt eventyr, der knytter an til emner som migration og flydende kønsroller.

Jacques Audiard sætter fingeren på Europas ømmeste punkt med et potent og vildt drama, der er båret af en humanisme, som er alt andet end blødsøden.

Den mexicanske festival-darling Carlos Reygadas har skabt et fascinerende kalejdoskop af personlige minder, fantasier, socialkommentar og glimt af et thriller-plot.

Production designeren har hovedrollen i Baz Luhrmanns ventede F. Scott Fitzgerald-filmatisering, der viser den amerikanske drøm set fra bagsiden.

Joseph Cedar har lavet en bidende satire om det akademiske miljø og en sort komedie om det at være jøde.

Euphoria-skabers stangliderlige serie om kendisindustriens kødmarked lever højt på den farlige kemi mellem Lily-Rose Depp og The Weeknd.

Fransk drama bruger den svenske instruktørlegende til at dykke ned i kunsten og parholdets faldgruber – og finder et lille håb, som mangler i Bergmans film.

Råt, men usentimentalt sydstatsdrama viser mødet mellem en ensom teenagepige og en pensioneret bull-rider, så det føles helt autentisk.

Der er lavet mange film om handicap, men få, der så sanseligt formidler følelsen af at befinde sig i grænselandet mellem de seende og de blindes verden.

Wes Andersons ensemblekomedie er et overdådigt festfyrværkeri af sjove og genialske indfald, men det bliver for meget af det gode.

Refn går linen ud som voldsfilmens Tarkovskij i Only God Forgives, der er et sublimt – og subliminalt! – grænseoverskridende stemningsdigt, men savner en historie og karakterer, man kan engagere sig i.

Cannes-festivalen åbner med en eklatant maveplasker af et periodedrama, der på antifeministisk vis hylder passive kvinder og Johnny Depp.