Anmeldelser

Dramaserie på Netflix er solidarisk med ungdommens oprør mod normaliteten, men den formår ikke selv at skille sig ud.

40 år tog det virkeligheden at indhente Tron, men tredje film formår ikke at gribe vor tids komplekse AI-problematikker.

At læse den kilotykke kaffebordsbog om dansk films wonder boy føles som at være til en fødselsdagsfest, hvor gæst efter gæst rejser sig for at hylde værten.

Spike Lee går usikkert til kidnapnings-thrilleren og leverer en rodet, blodfattig storbykrimi, hvor Denzel Washington stadig er seværdig.

Kamikaze-stjernen Charlie Sheen deler hudløst ærligt sine dæmoner, men Netflix-dokumentar formår ikke at afdække manden bag myten.

Fransk drama er en rystende oplevelse, men kun så længe den viser Bernardo Bertolucci og Marlon Brandos overgreb på unge Maria Schneider under optagelserne til Sidste tango i Paris.

Selv om dokumentaren om popstjernen Christopher har en anden hensigt, ender den med at udstille, hvor lidt mandens indsats værdsættes i parforholdet.

Sidste sæson fremstår næsten som Jonas Risvigs forsøg på at imødekomme kritikken af ham, men i processen går også seriens styrke tabt.

Genfilmatiseret ægteskabsdrama bugner af sort humor og følger rejsen fra nyforelsket eufori over gnidningsfyldt utilfredshed til hadefuld konflikt.

Man får lyst til at bytte krop med en af de medvirkende i efterfølgeren til ikonisk 00’er-film – den virker til at have været langt sjovere at lave end at se.

Liam Neeson og Pamela Anderson har det sjovt i nostalgisk krimi/action-parodi, men selv med masser af absurditet mangler filmen komisk bid.

Afrikas vigtigste instruktør sætter fokus på migrationen mod øst, men der mangler gnist i den romance, der skal forbinde to kulturer.

Bille August er konfliktsky, men er det ikke med samme ”k” som i kalkulerende og kynisk? Femte bog om instruktøren mangler den analyse, der kunne gøre os klogere på hans liv og karriere.

Jessica Lange og de øvrige stjerner kæmper bravt for at redde det rørstrømske drama om en aldrende diva fra forlis.

Lena Dunham vender tilbage til sine Girls-rødder med en satire over millennial-generationen, men London er ikke hendes hjemmebane, og resultatet føles noget gammeldags.

”Jeg ved, hvad I gjorde i alle de tidligere slasherfilm, og her gør I intet nyt,” skriver vor anmelder og efterlyser mere opfindsomme drab.