3096 dage

Man kunne have forestillet sig to tilgange til den uundgåelige filmatisering af Natascha Kampusch’ tragiske otte år som fange i kidnapperen Wolfgang Priklopils kælder.

Enten en dyster, misantropisk fortælling om menneskelig perversion, som Kampusch’ østrigske landsmænd Michael Haneke og Ulrich Seidl kunne have lavet den. Eller en relativt poleret genfortælling, en slags filmudgave af bogserien Virkelighedens verden.

3096 dage hører til den sidste kategori, hvilket måske ikke er så underligt, eftersom det er en filmatisering af Natascha Kampusch’ egen, storsælgende selvbiografi af samme navn. At man må have al mulig sympati for den i dag 25-årige kvinde, står selvfølgelig klart. Mindre indlysende er det, at hun selv er den bedste til at lægge den fortolkning ned over sin skæbne, som gør historien til andet end en gruopvækkende sensation.

Sherry Horrmanns film starter med en af de situationer, der vakte størst forbløffelse i den heftige mediedækning af forløbet. Priklopil (Thure Lindhardt) tager hende med på skitur blandt masser af mennesker på de østrigske pister, men alligevel lykkes hende ikke at flygte.

”Stockholm-syndrom,” tænkte mange, og filmen antyder da også svagt et ømt og ømtåleligt bånd mellem offer og bortfører. Men primært formidler den effektivt Kampusch’ grundangst for at flygte, så man forstår, hvilket umenneskeligt mod det krævede at gribe chancen. For sæt nu det gik galt! Filmens bedste scener er de sidste, hvor Prinklopil efterhånden giver pigen større frihed i det dunkelt 70’er-brune parcelhus med øgede flugtmuligheder til følge.

Men ellers tager filmen for alvor fat fra bortførelsen selv, hvor Natascha får en lussing af sin kærlige, men lettere ustabile mor (Trine Dyrholm i en lille birolle) og derfor spæner ud af huset for selv at gå til skole frem for at blive kørt. Hun nåede aldrig frem.

Priklopils motiv bliver fremstillet som en sygelig kontroltrang, måske resultatet af at selv at være offer for en altdominerende mor. ”Adlyd mig!” skiftevis hvisker og råber han uafladeligt til Natascha i det klaustrofobiske kælderrum. Hans perversion er ikke primært seksuel – han forgriber sig først på hende, da hun er blevet kønsmoden – men snarere en trang til at eje og styre et andet menneske.

Thure Lindhardt spiller med præcision Priklopil som en sørgelig og syg sjæl, der veksler mellem det manisk besidderiske og usikkert kærlige. Af og til bliver figuren dog lidt for selvbevidst (”han er måske bindegal,” siger han skumlende til sin mor, da de sammen følger tv-nyhedernes dækning af kidnapningen), og i en enkelt kikset diskoteksscene er han ligefrem tjekket og med kvindetække. Her bliver han Bond-skurk snarere end et foruroligende patologisk tilfælde fra virkeligheden.

Følelsen af karikatur skyldes dog først og fremmest, at alle personerne i filmen taler et formfuldendt britisk. Man har sikkert ville gøre filmen ”international”, men det er en elementær, graverende fejl. Når lille Natascha fra Wien spørger efter sin ”mummy”, giver det hele projektet en stemning af dårligt dokudrama.

Kampusch-historien skriger ellers på kvalificeret udforskning. Der er Kampusch som en slags Kaspar Hauser-figur, som vokser op mere eller mindre fri for den civiliserede socialiserings fodaftryk. Og der er psykopatistudiet med afsæt i Priklopils pertentlige forberedelser af kidnapningen, som vi først sent og overfladisk får indblik i, selvom denne fase hører til det mest uhyggelige overhovedet.

Desværre lægger 3096 dage ikke rigtigt noget til, hvis man fulgte historien, da den udspillede sig for syv år siden. Til gengæld er den et sobert og rimelig medrivende historisk dokument for kommende generationer, der ikke vil ane, hvem Natascha Kampusch er.

Ulrich Seidl har imidlertid sagt, at han vil lave en film om østrigske mænds forhold til kældre. Så måske vi inden længe får det særlige kunstneriske blik på, hvad Kampusch-historien betyder på et dybere plan.

Trailer: 3096 dage