3 ting

En mand bliver med stor huhej og i hurtig fart kørt til et hotel og installeret i et værelse sammen med to strissere og en anklager. Han er anklaget for medvirken til bankrøveri og drab.

Men ved at vidne mod de andre bandemedlemmer kan han slippe med vidnebeskyttelse, ny identitet og bopæl. For dette ønsker han sig tre ting til stede: en forhenværende kæreste, en lille kasse med personlige ejendele og en omgang kylling fra en særlig indisk restaurant.

Eventyrets magiske, men også fatale tretal klinger fra start igennem 56-årige Jens Dahls usædvanligt sene spillefilmdebut 3 ting. Dahl har før arbejdet som manusforfatter på blandt andet Pusher og de to gode, danske tv-serier Lulu & Leon og Norskov.

Det mærkes fra start i 3 ting, at vi har at gøre med en talefilm med gode replikker, snært sprog og knapt toneleje. Den er sat ind i et kammerspil, hvor vidnet skal forberedes til næste dags vidneafhøring. Men han tager hurtigt teten med sin version af, hvad der skete, da han sprængte banken for en serbisk mafiaboss.

Dahl synes inspireret af de senere års mest interessante nybrud i den henseende, nemlig Quentin Tarantinos Reservoir Dogs, hvor det skæbnesvangre bankkup aldrig bliver vist, og særligt Bryan Singers The Usual Suspects, hvor hele filmen fortælles af den eneste overlevende, en utilregnelig medløber. Eftervirkninger, eftertanke og frem for alt et forbistret og fatalt efterspil.

Dahl har dermed valgt en meget stram og fastlåst klaustrofobisk indramning. Det er en dramaturgi, man kender fra den græske tragedie, og som er i familie med megen klassisk film noir. Her bliver tid og sted holdt til det mest basale, og det slutter gerne brat med megen vold og blod.

Det er i den grad både rosværdigt og modigt at skabe spænding med verbalt magtspil snarere end biljagter og blinkende lygter.

Forbrydelsen ses kun som grumsede overvågningsbilleder, melodramaets lurende undertoner ligger i ordenes pingpongspil mellem de fire personer, som alle spiller fordækt med gedulgt dagsorden.

Det gælder ikke mindst Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen som vidnet Mikael, der måske vil begynde på en frisk med nyt ansigt i et nyt land og med broerne brændt bag sig.

Coster-Waldau spiller igen hård banan med en sød, blød plet under skrællen. Mikael er både en snu rad, romantisk røver og en menneskelig ræv med hulen fuld af udgange.

Altid seværdige Birgitte Hjort Sørensen er den bitre ekskæreste Camilla, som han forlod brat og brutalt for syv år siden. Nu sidder hun i hans hotelværelse med sin yndige, næsvise opstoppertud, koket skolepigesexet med udslået dunkelblondt hår og såret surmulende som fang-mig-hvis-du-kan-kvinden fra den gang for længe siden.

Lærke Winther er på kanten af klichéen som den sortklædte anklager, nattens dronning, iskold smuk og så højrøvet, at hun sikkert kan skide med nakken.

Allerbedst og til en Bodil-nominering er Jakob Ulrik Lohmanns brøsige, bøse og bamsede strømer med fatale problemer på hjemmefronten. Han er den gode, men enfoldige danske mand, som altid danser til den forkerte musik og træder de forkerte over tæerne.

Desværre bliver fortællingen efterhånden for overlæsset og tung, skruet og omstændelig. Der kastes for mange bolde i luften og ikke alle gribes lige elegant.

Vi skal både have historien om bankrøverens sidste kup, storgangsterens mesterplan, kvinden fra fortiden og politiets gustne dobbeltspil. Alt sammen flettet ind i et mønster, som har iøjnefaldende mangler, når logikken gøres op i dagens lys.

For eksempel er der ingen af de implicerede, som overvejer om hotelværelset måske er forsynet med skjulte mikrofoner. I det hele taget taler alle frit fra leveren uden at tænke hjertens meget på overvågning og mobiltelefoner med optagefunktion.

Det lukkede rum bliver for meget og for fortættet, og visse replikskifter smager af floskler. Man savner frisk luft og bare en smule action uden for det farveløst firkantede højhushotel.

Det er også noget søgt sat op med en ravn, der flakser rundt som et oldnordisk varsel om vold og pludselig død midt om natten på nutidens Amager, hvor fugle mest er hvide måger og skræppende krager.

Men når det er sagt, er det faktisk på mange måder en flot og ferm debut. Den er stort set stringent fortalt, ligesom Dahls kortfilm på Ekko Shortlist, 2 piger 1 kage, der dyrker samme psykologiske spænding mellem mennesker i et enkelt rum.

Også 3 ting er behageligt kort uden for megen stuk på amagerhylden, suk og støn fra sexsvedne lagner og kvidrende smalltalk om du og jeg sejlende i middelklassens træsko.

Det er rart at se en thriller trukket ned i en stram skabelon, som med små og få midler skaber en uhyggelig, troværdig aura af skæbnens luner, tilfældighedens nedslag og menneskets koldblodighed.

Jens Dahls 3 ting er sammen med Fenar Ahmads mere heftigt udfoldede og hidsigt hævnende gangsterdrama Underverden signifikante tegn på, at danske filmkunstnere vitterligt evner at levere varen udi krimifilm.

De er trofaste over for genrens spilleregler, men har også en nordisk tone af Danmark netop nu. Regional spænding med et gran af dogme og international accent.