3 kvinder

Den iranske Houdini, Jafar Panahi, er tilbage igen, og 3 kvinder slår med syvtommersøm fast, at han er en af vor tids væsentligste instruktører.

Internationalt er han kendt som manden, der bliver ved med at gennemhegle det konservative Iran, selv om han i 2009 blev fængslet for at planlægge en film om reformbevægelsen. Han blev sat fri, men idømt tyve års husarrest og berufsverbot.

Man kan ikke holde en god mand nede, som man siger, og det var en regulær sensation, da hans selvportræt This Is Not a Film i 2011 blev smuglet ud af Iran på et usb-stik gemt i en kage og præsenteret på Cannes-festivalen.

Det var formentlig for godt til at være sandt, det med kagen, men det var en god pr-historie. Det var heller ikke hans stærkeste film, men alle elsker en frygtløs dissident, der samtidig formår at være drillesyg.

Siden må husarresten være blevet lavet om til et udrejseforbud, for både Closed Curtain og Taxi Teheran er lavet uden for Panahis hjem. Skeptikerne tror, at han har lavet en studehandel med myndighederne. Panahi har ikke givet interviews i årevis.

3 kvinder får næppe konspirationsteorierne til at forstumme, men det gør ikke noget. Filmen kan sagtens stå på egne ben: vred, sensitiv, vittig og elegant symbolladet på en meget iransk måde.

Den samler trådene fra hele Panahis karriere. Her er feministisk stærkstrøm som i gennembrudsfilmene Cirklen og Offside, men også selvrefererende lurendrejeri, som der har været i alle filmene siden den påståede husarrest.

Filmen følger skuespilleren og tv-stjernen Behnaz Jafari, som spiller sig selv. Behnaz er gået i baglås efter at have fået tilsendt en selvmordsvideo lavet af en pige ved navn Marziyeh.

Hun er en cirka syttenårig mønsterbryder fra en lille landsby i de nordvestlige grænseegne, hvor de lokale taler tyrkisk og aserbajdsjansk.

Familien har bundet hende til et ægteskab med falske løfter om, at hun måtte forfølge sin drøm om at blive skuespiller – og Behnaz var hendes sidste håb. Nu har hun hængt sig.

Den chokramte Behnaz beder sin ven, filminstruktøren Jafar Panahi, om råd. Liget er ikke meldt fundet. Kan en aspirerende skuespiller have forfalsket videoen? De to ruller op i bjergene i Panahis bil og udfritter de lokale, mens Behnaz skiftevis græder og forbander ”den lille tøjte” langt væk.

Spillet mellem de to er fuldt af virkelighedsreferencer, som for eksempel da Behnaz nævner, at Panahi jo selv har lavet en film om selvmord: det dystre, glemte mesterværk Blodrødt guld fra 2003. Panahi har rødder i området og dermed sprogfordele i forhold til hende. Alligevel er hans rolle mest at træde varsomt og lytte – en lidt simpel, trind mand, der ikke buser frem som et bedrevidende bymenneske.

I landsbyen bliver pigens bror stærkt oprevet over besøget, mens en eneboer maler ildeset kunst – hun er også tidligere skuespiller – og en syg avlstyr på en bjergvej behandles som konge.

Alt sammen peger på den helt grundlæggende tematik: Landsbyen er et symbol på Iran som helhed, fyldt med machovælde og idiosynkratisk kønsdiskrimination.

Panahis virkelighedsspejlinger udspiller sig i et respektfuldt café-univers på en iransk bakketop under månens skær og minder om, hvor meget Panahi skylder sin læremester Abbas Kiarostami (Smagen af kirsebær) Filmen er næsten et katalog over locations, greb og temaer fra Kiarostamis landsbyfilm – en dedikation eller en tak havde været på sin plads.

I krydsfeltet mellem socialkritik, symbolisme, eksotisk dramatik og et fint blik for sprog- og kulturforskelle bringer 3 kvinder alle de kvaliteter i hu, som det iranske filmmirakel i 90’erne byggede på.

Den fortæller os også, at datidens håb om dybtgående forandringer endnu ikke er indløst.