28 Years Later

Memento mori er latin og betyder ”husk, du skal dø!” 

For os Ekko-læsere kan det forstås sådan, at man i tide skal sørge for at se filmhistoriens hovedværker og ikke blot, hvad der tilfældigvis er nyt og derfor ligger øverst i streamingtjenesternes menuer. 

For middelalderens folk betød memento mori, at man i tide skulle bekymre sig for sin sjæls efterliv i himmel eller helvede. Livet efter døden. De genopstandne levende døde. 

Memento mori er hovedtemaet i 28 Years Later, tredje værk i en filmserie, hvor menneskeheden, 28 år efter det oprindelige virusudbrud, trues af ofrene for virussen. Ofrene opfattes generelt som zombier, hvilket er i tråd med, at zombieepidemien i George Romeros milepæl Night of the Living Dead (1968) skyldes en rumvirus fra en nedfalden satellit. 

På et populært meme sidder Romero med en fuckfinger og et skilt, hvor der står ”zombies don’t run”. Men filmhistoriens første løbende zombie optræder i starten af hans egen Night of the Living Dead.

Der er også hurtige zombier i eksempelvis Return of the Living Dead (1985). Men i 2002 blev 28 Days Later en gamechanger på området. Ofrene for seriens raserivirus gribes af afmægtigt raseri og angriber i samme nu med et tempo, selv Tom Cruise skulle anstrenge sig for at toppe. 

Dermed trådte zombierne ud af mareridtets skygger og ind i en mere moderne, tempofikseret realisme. 

28 Days Later skæmmes af Alex Garlands manuskript, der genbruger dovne kønsmønstre og fra start til slut plagierer monsterfilmen The Day of the Triffids (1963). Til gengæld er den fremragende iscenesat af Danny Boyle med dynamisk videofotografering af engelsk-danske Anthony Dod Mantle, som dermed viste verden, at den upolerede, håndholdte æstetik fra dogme95-bølgen også kunne bruges til genrefilm. 

Toeren 28 Weeks Later fra 2007 blev lavet af andre folk og huskes især for Robert Carlyles portræt af en familiefar, der flygter fra en hærskare af virusofre og derved udstilles som kujon. Givetvis inspiration til faren i Ruben Östlunds katastrofefilm Force majeure (2014). 

Samme mønster kendetegner også 28 Years Later, som starter i et fællesskab af øboere. Deriblandt drengen Spike (Alfie Williams), der oplæres af sin far (Aaron Taylor-Johnson) til på fastlandet at gå på jagt med bue og pil, der også kan bruges ved angreb fra muterede virusofre. 

Gradvis overgår knægten sin far i handlekraft, især da han øjner chancen for at finde lægehjælp til sin syge mor (Jodie Comer). For enden af drengen og morens farefulde færd venter Ralph Fiennes som en rødmalet læge, der har viet sit liv til konstruktionen af en memento mori-katedral af menneskeknogler. 

Treeren genforener holdet fra etteren. Det gælder Alex Garland, der gjorde bod for etterens primitive machohørm ved at skrive AI-gyseren Ex Machina, Anthony Dod Mantle, der her viser sin sans for formfuldendte bredformatbilleder, og en hyper-inspireret Danny Boyle. 

Det er en nærmest ubeskriveligt rig film, som vil skuffe horrorfans på jagt efter jumpscares, men bør hædres som guf for et kræsent arthouse-publikum. 

Forbilledet har antageligt været BBC’s tv-film Penda’s Fen (1974), hvor en dreng oplever sin spirende seksualitet via visionære oplevelser af mytologisk lokalhistorik. På tilsvarende vis bliver Spikes rejse via associationsmontage en rejse ind i national, britisk selvforståelse. 

Gentagne optagelser fra Laurence Oliviers Shakespeare-film Henry V fra 1944 minder os om den historiske betydning af engelske langbueskytters præcision, men urgamle stenmonumenter krydrer Anthony Dod Mantles landskabsbilleder. 

I et glimt ser vi det legendariske Robin Hood-ahorntræ, der stod ved Hadrians mur i mindst 150 år, indtil det blev ulovligt fældet i 2023. Men dets rod skyder nu som en levende død nye kviste. 

Også en svensk soldats døende smartphones digitale foto af en måske død kæreste er blandt temaets mange grene, der vokser ind i hjertet på tilskueren. Det er en film, der fremover vil kunne danne grobund for lange universitetsopgaver. 

På en kirkevæg i etteren står med grafitti skrevet: ”The end is extremely fucking nigh”. Det var passende fjollerøvshumor i 2002, men verden er i dag et andet og mere bekymrende sted. 

Et fjollet sequel-hook sidst i treeren antyder, at fjerde film vil byde på kulørt superhelteaction, men indtil da er treeren en film, hvor memento mori-alvoren rammer. Et biografbesøg værd, mens hver dag i virkeligheden bringer os tættere på dommedag.