Biografanmeldelse
19. feb. 2016
13 Hours
Skæggede superhelte forklædt som amerikanske patrioter, fra venstre: Tanto (Pablo Schreiber), Jack (John Krasinski), Boon (David Denman) og Tig (Dominic Fumusa). Foto | Christian Black

13 Hours

Michael Bays effektive action-krigsfilm har fået på hattepulden for sin krigsliderlige patriotisme, men det mest øretæveindbydende er banaliteterne.

Af Nicki Bruun

Der er en rig tradition i USA for autentiske krigsfilm, som gerne får amerikansk premiere omkring Martin Luther King Day, den tredje mandag i januar.

Her skulle amerikanerne gerne føle sig allermest patriotiske, hvorfor American Sniper komsidste år og Lone Survivor forrige år på den tid. Og omkring en måned efter er det altså Danmarks tur til et skud amerikansk nationalpatriotisme.

Dette års bidrag hedder 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi og kommer fra Michael Bay, kendt for katastrofedramaet Armageddon, krigsfilmen Pearl Habour og naturligvis legetøjserien Transformers.

Filmen handler om de tretten timer i 2012, hvor en gruppe amerikanske soldater og diplomater var under angreb i Benghazi, Libyen, da islamister ville markere 11. september.

Efter at diktatoren Muammar Gaddafi blev afsat, var der stor uro i landet, mens adskillige paramilitære grupper kæmpede om magt. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA var også på jorden for at samle informationer om den højspændte situation. Med sig havde de en lille gruppe militærtrænede sikkerhedsfolk, og det er dem, filmen handler om.

Jack Silva (John Krasinski) ankommer til Benghazi, hvor hans gamle ven Tyrone ”Rone” Woods (James Badge Dale) står i spidsen for CIA’s private vagtværn. Jack mærker hurtigt, at stedet er en krudttønde, der kan eksplodere når som helst. På det lokale torv bliver der solgt russiske raketter.

Den spændte stemning formidler Michael Bay effektivt, men også rutinepræget: et hektisk håndholdt kamera, forvirrende hurtig klipning og selvfølgelig en lyseffekt hist og her.

Tilbage i det hemmelige hovedkvarter møder Jack resten af beskyttelsesholdet, blandt andre den morsomme Tanto (Pablo Schreiber) og den eftertænksomme Boon (David Denman). Filmen gør sig dog ikke store anstrengelser for at karakterisere dem yderligere. De er og bliver skæggede machomænd, der vil gøre alt for deres land.

At filmens sympati lægger hos den modige soldat og ikke den forhandlende diplomat, bliver der ikke lagt skjul på. De eliteuddannede CIA-agenter har i filmens optik taget en kuglepen med til en skudduel og bliver i starten mere irriterede end taknemmelige over at blive reddet ud af farlige situationer – men det ændrer sig selvfølgelig.

Det er også CIA-lederen på basen, Bob (David Costabile), som er skyld i katastrofens omfang, da han ikke straks sender holdet ud for at redde den amerikanske ambassadør Chris Stevens (Matt Lescher). Derfor bliver samtlige amerikanere fanget i heftig skudveksling, hvor Michael Bay desværre mister det rumlige overblik, så man ikke kan skelne helte fra skurke.

Som så mange andre film i dag bygger 13 Hours på virkelige begivenheder. Men hvor de fleste andre film vælger den mere forsigtige formulering ”baseret på virkelige hændelser”, går 13 Hours mere radikalt til værks og skriver i sin indledning: ”Dette er en sand historie.”

Netop denne påstand har givet filmen problemer ved modtagelsen i USA. Kritikken går ikke på egentlige faktuelle fejl, men mere på, at filmen reducerer de virkelige hændelser.

Samtidig er Benghazi-krisen stadig en politisk varm kartoffel, ikke mindst nu, hvor daværende udenrigsminister Hillary Clintons forsøger at blive amerikansk præsident. For republikanerne må denne film komme som sendt fra himlen, idet Clintons mislykkede håndtering af krisen kan bruges til at så tvivl om hendes evner som commander in chief.

Som de fleste andre krigsfilm ender 13 Hours selvfølgelig med den banale, men vigtige sandhed, at vold avler vold. Godt nok er slaget ovre, men vil noget ændre sig, når begge sider har mistet kære?

Frustrerende stiller filmen sig imidlertidig tilfreds med mindre vigtige banaliteter – som når Jack spørger, hvorfor han altid vender tilbage til krigens helvede. ”Krigere trækker sig ikke tilbage,” svarer Rone, der ellers lige har sagt, at den større sag at kæmpe for er væk.

Sådan har alle det dog ikke, og det er en god, men måske ikke bevidst pointe, at både amerikanske soldater og militante islamister kæmper for en gudsbestemt skæbne. Det er skruen uden ende.

Titel:
13 Hours

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Michael Bay

Manuskript:
Chuck Hogan

Medvirkende:
John Krasinski, Pablo Schreiber, James Badge Dale

Spilletid:
144 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
18. februar 2016

Relevante artikler

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
09. nov. 2025
Den sidste stilhed

Den sidste stilhed

Biografanmeldelse
11. sep. 2025
Bob Trevino Likes It

Bob Trevino Likes It

Serieanmeldelse
12. juni 2025
Stick

Stick

Biografanmeldelse
26. maj 2025
Sønnike

Sønnike

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten