100 % ulv

Det er et stort skridt for en teenager at træde ind i de voksnes rækker.

Det gælder også, selv om man som Freddy Lupin (Oliver Due) er varulv. I en alder af seksten skal han for første gang transformere sig foran sin enorme varulvefamilie.

Hele sit liv har Freddy forestillet sig, hvilken fabelagtigt frygtindgydende ulv, han ville blive til. Familiens ulveøjne stirrer direkte på ham, mens han træder ind i månens lys.

Men han bliver i stedet til en puddelhund, og det er ret problematisk, for han skulle have overtaget stillingen som flokkens førerulv efter sin afdøde far.

Derfor erklærer Freddys onde onkel, Hanefjed (Christian Damsgaard), at han skal forvises. Nu er det så op til Freddy at bevise, at han alligevel har, hvad der skal til for at blive førerulv. Ellers overtager onklen selv stillingen.

100 % ulv fortæller en klassisk historie i børnehøjde om, at det faktisk er okay at være den, man nu engang er.

Og som en sand barnehelt gennemgår Freddy i løbet af filmen en personlig forvandling. Han bliver modigere, mere moden og lærer at tro på sig selv. Det er opmuntrende at se den ellers pirrelige teenagedreng træde i karakter og forsvare sig selv over for sin forstokkede familie.

Det virker i det hele taget, som om australske Alexs Stadermann har forsøgt at skabe en stærk børnefilm. Efter mange års broget erfaring med animation, visuelle effekter og instruktørarbejde på den lunkent anmeldte Bien Maja vil han tydeligvis gerne sætte sit præg på animationsindustrien.

Det kommer dog næppe til at ske med 100 % ulv.

Selv om Stadermann tidligere har leveret animation og effekter til produktioner som Fedtmule og søn, er det visuelle udtryk i 100 % ulv karakterløst.

Håber man på fortryllende, Disney-lignende animation, bliver man i hvert fald skuffet. Stadermann har snarere set op til sprudlende og elastiske Hotel Transylvania, hvor arme og ben nærmest opfører sig som gelé. Men i 100 % ulv leder figurernes stive bevægelser tankerne hen på billigere tv-serier som Paw Patrol.

Desuden lider 100 % ulv af angst for, at det unge publikum har en uhyre dårlig koncentrationsevne.

Når filmen tillader sig at bruge et par minutter på en stille og rolig scene, bliver tilskueren straks efter udsat for noget spektakel.

Så skal Freddy forfølges af skurke, eller også skal man pludselig se, hvad der foregår i selskab med andre figurer på den anden side af byen.

100 % ulv kaster også en halvgal ismand og et uhumsk hundeinternat efter Freddy i stedet for at holde fokus på den Shakespearske familiekonflikt mellem onkel og nevø.

Filmenvil hellere skabe adspredelse med et utal af meningsløse jagtscener og slåskampe i selskab med de mange skurke.

Stadermann stoler øjensynligt ikke på, at børn kan følge med, medmindre de konstant konfronteres med ligegyldigt rabalder. Så der er ikke nok at komme efter, hvis man er mange måneder over ti år gammel.

Ærgerligt nok, for filmen har nogle gode idéer.

Den mest underholdende er Lupin-familiens husholderske. Den buttede, ældre dame har ben i næsen og et sværd tatoveret på overarmen. Da Freddy har brug for hjælp, trækker hun i sin gamle bikerjakke, sætter sig på sin motorcykel og drøner ud for at tæske skurke og redde teenagehunden.

Det er et overraskende twist på en karakter, der let kunne have været en anonym biperson.