10 liv

Med film som Inderst inde har vi vænnet os til, at også mindre børn kan have glæde af at forholde sig mere direkte til eksistentielle og psykologiske spørgsmål i kommercielle filmproduktioner. 

Det har de nu altid gjort. 

For det første i eventyrenes litterære verden, for det andet i de solide Disney-klassikere, som faktisk er fulde af livslære og substans og ofte trækker på folke- og kunsteventyr. 

Liv, død, sorg, kærlighed og etik er stadig noget, der optager selv små børn, og den efterspørgsel bliver nu besvaret mere åbent og mere rutinemæssigt. 

I 10 liv lægger hesten Hektor ud med samme metakommentar, som rotten Remy gjorde i Ratatouille: ”Ja, det er så mig, og hvordan endte jeg her?” 

Hesten er inderst inde en kat, der har ni liv, men katten får ikke bare en chance til otte gange. I en moderne, lidt asiatisk inspireret variant af myten om det sejlivede dyr bliver Hektor som en anden buddhist konstant genfødt i nye gestalter. 

Katten er lille og fed – ligesom Buddha – og bliver i løbet af filmen til både grævling, rotte, kakkerlak, papegøje, fisk, hund og altså hest. Men hver gang arbejder Hektor sig sammen med publikum lidt videre i dramaet. 

Katten er engang blevet reddet af Rose, og nu vil den gerne bevise sin kærlighed over for Rose, som er bi-forsker og vil redde verdens bier fra at uddø. Rose har opdaget, at de ikke dør af en virus, men snarere af overfølsomhed. Kan den kureres? 

Sammen med sin ekskæreste, surferfjolset Larry, prøver hun at finde en løsning, som hendes laboratoriedirektør kan bruge. Desværre er direktøren en skurk, som vil lave bi-robotter, der skal tage over, når han selv har medvirket til at udrydde de ægte bier. 

Han vil også Rose og hendes ekskæreste til livs, og derfor har han to dumme gorillaer, altså voldelige bøller. 

Der er både økokrise, kærlighedskrise, jobkrise og krimiplot i filmen, som ved at balancere mellem historierne om Hektor og Rose kommer rimeligt rundt om alle emner. Den forkælede, smældfede kat – som må være inspireret af Jim Davis-figuren Garfield – kunne man godt have undt et lidt mere enkelt og rent plot. 

Den walisiske instruktør Christopher Jenkins har en forrygende karriere bag sig. Han var effektanimator på Hvem snørede Roger Rabbit? fra 1988, Den lille havfrue fra 1989 og Pocahontas fra 1995, for bare at nævne et par titler. Han debuterede i 2018 som instruktør med Gåsen på måsen. 

Filmens mange gennemspilninger af et liv kan give mindelser om både Groundhog Day og Lola Rennt, fordi der kun er en lille fremdrift i hvert afsnit. 

Slutningen er afgørende, når en film handler om genfødsler. Vil den virkelig lære børn om buddhisme og hinduisme og hele den genfødselstro, som de religioner rummer? 

På en måde ja, for den karmiske dimension er med, når Hektor rykker op og ned i dyrehierarkiet. Alligevel er filmens pointe, at man faktisk kun behøver ét liv, hvis man lever det i fuld kærlighed. 

Det er kristent og humanistisk, så alle bliver forkælet i denne lille film, selv om den vil bide over lidt for meget.