Trailers
29. juli 2021

McCartney 3, 2, 1

Med sin drengede charme intakt optræder 79-årige Paul McCartney i trailer for en dokumentarserie, hvor musikeren i samtale med berømt producer ser tilbage på The Beatles og tiden efter.

Af Claus Christensen

At ingen gruppe eller solist kommer i nærheden af The Beatles, kan de fleste vel blive enige om.

Men at John, Paul, George og Ringo på bare syv år i 1960’erne lavede tretten albums og et overflødighedshorn af hits, samtidig med at gruppen gennemgik en sensationel udvikling fra livsglad pop til eksperimenterende og psykedelisk musik, er nærmest hinsides fatteevnen.

Der var tale om en eksplosion af kreativitet, som ikke bare faldt sammen med ungdomsoprøret, men også banede vejen for det. I dag står 60’erne som et kulturelt højdepunkt, nye progressive bevægelser og strømninger i kulturlivet uvægerligt vil referere til.

I centrum for den kulturelle revolution stod The Beatles, og nu – 50 år senere – fortæller Paul McCartney om tilblivelsen af musikken i en samtale med den legendariske producer Rick Rubin, som var med til at gøre hiphop-musikken populær.

Det er blevet til en serie på seks afsnit, der kan ses på Disney+ fra den 25. august – tre dage før biografpremieren på Peter Jacksons dokumentar The Beatles: Get Back.

Det er en særdeles veloplagt Paul McCartney, man møder i traileren til McCartney 3, 2, 1. Han er i dag 79 år og en af verdens rigeste musikere. Alligevel har han naturstridigt bevaret sin drengede charme, og han svarer hurtigt og kvikt på spørgsmål.

”Vi skrev sange, der var mindeværdige, fordi vi var nødt til at kunne huske dem,” siger han og fortæller, at han blev gruppens bassist, fordi hverken John Lennon eller George Harrison kunne overtales til det.

Rick Rubin spiller lydstumper fra Beatles’ katalog, som McCartney kommenterer. Det er sigende, at blot nogle få sekunder kan få minderne til at vælte frem hos en fan som overtegnede, der i barndommens Hundige fandt en sprække til en anden verden via Beatles’ musik.

Om serien vil bringe nyt frem i en historie, som er endevendt til hudløshed, er ikke til at sige. Men McCartney fortæller smittende usentimentalt, som om det var første gang.

Et højdepunkt for ham var, da trommeslageren Ringo Starr trådte frem og viste, at han kunne synge i With a Little Help from My Friends. Samtalen kommer også ind på tiden efter The Beatles, hvor Paul McCartney dannede Wings og genvandt noget af fordums styrke med Band on the Run-albummet fra 1973.

Men for naturens muntre søn blev aldrig det samme uden sparringspartneren John Lennon (1940-1980), der formåede at give ham et intellektuelt modspil og en politisk kant. Rick Rubin oplæser et klarsynet citat om McCartney, som til sangerens overraskelse viser sig at stamme fra Lennon.

Det er sådanne øjeblikke, vi forhåbentlig kan glæde os til at opleve flere af.

Trailers
23. mar. 2026
Ungdomsfilm vinder Cph:Dox

Ungdomsfilm vinder Cph:Dox

Trailers
20. mar. 2026
Ikonisk actionhelt er død

Ikonisk actionhelt er død

Jo Nesbøs Harry Hole
Trailers
02. apr. 2026

Jo Nesbøs Harry Hole

Super Mario Galaxy Filmen
Trailers
02. apr. 2026

Super Mario Galaxy Filmen

Daredevil: Born Again – sæson 2
Trailers
02. apr. 2026

Daredevil: Born Again – sæson 2

Return to Silent Hill
Trailers
02. apr. 2026

Return to Silent Hill

Doktor Glas
Trailers
26. mar. 2026

Doktor Glas

Mest læste

Hun blev adopteret på en løgn
Trailers
11. mar. 2026

Hun blev adopteret på en løgn

Robert Redford er død
Trailers
16. sep. 2025

Robert Redford er død