Livet og andre problemer
Humoristisk trailer til dokumentar om giraffen Marius’ skæbne og livets store spørgsmål viser Max Kestner tilbage i fineste form.
Det er tyve år siden, at Max Kestner bragede igennem på den kunstneriske dokumentarscene med sin yderst personlige og dybt originale kortfilm Rejsen på ophavet.
Med inspiration fra så forskellige kilder som Kierkegaard og det kulørte magasin Illustreret Videnskab reflekterede instruktøren over sin opvækst med hippieforældre. Han bevægede sig også op i familiestamtræet for at finde ud af, hvorfor han var blevet netop den, han var.
Filmen blev udgivet med Ekko #28, hvor Max Kestners skrev essayet Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min.
Nu vender den 54-årige instruktør tilbage til sit finurligt-humoristiske greb om livets mening et sted mellem forudbestemmelse, tilfældigheder og bevidst vilje.
Det sker i Livet og andre problemer, der åbner Cph:Dox-festivalen den 12. marts og efterfølgende kommer i landsdækkende biografdistribution.
Ekko kan som første medie præsentere den danske trailer, som viser Kestner i fineste form med et mix af store spørgsmål og nede på jorden-betragtninger.
Alt det, vi har tilfælles
Udgangspunktet er Københavns Zoologiske Haves aflivning af giraffen Marius, fordi hans gener var overrepræsenterede i den europæiske girafbestand. Da hans kadaver blev dissekeret offentligt, rejste der sig et ramaskrig over hele verden.
Sagen fra ti år siden bringer instruktøren ud på en filosofisk verdensomrejse, hvor han møder videnskabsfolk og forsøger at få svar på, hvorfor et enkelt dyreliv pludselig bliver så betydningsfuldt at kæmpe for.
Hvad siger det om os mennesker, og hvem er vi egentlig?
Traileren er en blanding af eksperters udsagn og Kestners tanker på lydsiden, som illustreres af poetiske og morsomme billeder.
”Ved skovene, at jeg findes, ligesom jeg ved, at de findes?” spørger instruktøren, mens vi ser et barn, der i slowmotion hopper i trampolin med træer som baggrund.
”Jeg bløder, når jeg stikker en østerskniv i hånden. Jeg savner mine unger, når jeg er bortrejst, og kun tiden vil vise, hvor gammel jeg ender med at blive,” siger Max Kestner i filmens pressemateriale og fortsætter:
”Det samme tror jeg, at de fleste andre kan sige, med mindre de ikke har børn, har meget destruktive tanker eller ikke spiser østers. Vi ligner hinanden. Og faktisk så ligner vi også de andre: spækhuggere, tulipaner, østers og giraffer. Filmen handler om det, vi har tilfælles. Liv. Død.”
