Hvorfor må vi ikke se tykke Annie i Danmark?
Det kan ikke siges ofte nok, hvor stor betydning det har for mennesker at kunne spejle sig i det, de ser på lærredet eller skærmen. Derfor er det ærgerligt, når de gode film og tv-serier, der bliver lavet med folk, som hidtil er blevet diskrimineret af Hollywood og tv-verdenen, ikke er mulige at se i Danmark.
Crazy Rich Asians – den første Hollywood-film i 25 år med et asiatisk og asiatisk-amerikansk ensemble – er blevet den mest indtjenende romantiske komedie i ti år.
Der kan selvfølgelig være mange årsager til, at den blev fravalgt til det danske biografpublikum. Men det er da ærgerligt, at en så succesfuld film først er mulig at se, når man køber den på dvd eller Blu-ray eller ser den på en streamingtjeneste.
I det mindste er den tilgængelig.
Det er straks værre med Netflix-filmen Dumplin’. Foreløbigt har den haft premiere i femten lande, hvoraf kun fire er europæiske: England, Frankrig, Portugal og Ungarn.
Det er en amerikansk film, der foregår i sydstaterne og handler om den unge teenagepige Willowdean – også kaldet Dumplin’ – hvis mor Rosie er tidligere skønhedsdronning. En titel, hun har svært ved at slippe, og hun går stadig op i den lokale skønhedskonkurrence.
Rosie er slank, og Willowdean er tyk. Som protest mod morens fokus på konkurrencerne vælger Willowdean selv at stille op i én sammen med et par andre piger, der heller ikke passer ind i de snævre skønhedsidealer.
Rosie spilles af Jennifer Aniston, og Willowdean spilles af det strålende talent Danielle Macdonald, der tidligere har imponeret i Patti Cake$.
Jeg havde selv mulighed for at se den på Netflix, da jeg for nylig var i Brasilien. Der er den nemlig tilgængelig. Men det er ikke muligt herhjemme, og det er fucking frustrerende, fordi det er en sjov og god ungdomsfilm med en tyk kvinde i hovedrollen.
Den slags positive forbilleder for tykke kvinder findes der ikke mange af.
Og det er især ærgerligt, når nu Netflix gjorde den romantiske komedie Isn’t It Romantic tilgængelig verden over. Trods en skøn, tyk Rebel Wilson i hovedrollen er det en banal og selvmodsigende film.
Heller ikke tv-serien Shrill fra Hulu er tilgængelige herhjemme trods gode anmeldelser og 91 procent positiv vurdering på Rotten Tomatoes.
Shrill er frydefuldt morsom med Saturday Night Live-stjernen Aidy Bryant i hovedrollen som den tykke journalist Annie Easton med en nar af en bolleven/kæreste.
På et tidspunkt deltager hun i et poolparty for tykke kvinder, og da hun endelig smider tøjet og hopper i vandet, er det en åbenbaring af skønhed at se de frodige badenymfer under vandet. Ja, det er smukt, selv om vi er vant til at se strækmærker og appelsinhud.
Jeg har været så desperat efter at se den, at jeg har gjort det på ulovlig vis. Så må jeg tage konsekvensen, men det har været det hele værd. For selv om hovedpersonen er tyk, og det bliver italesat, så gøres det på en elegant og ikke-udstillende måde.
At se folk, der ligner én selv – enten hvad angår etnicitet, seksualitet eller kropstype – er medvirkende til, at man føler sig mindre forkert og mindre alene.
Kom nu ind i kampen, Danmark! Der er så mange gode ting derude, som vi er ivrige efter at se, spejle os i og blive klogere af.
