Pas på med diller-debatten
Kan der snart koges mere suppe på den diller?
Ja, der kan der åbenbart.
Der er blevet sagt meget godt og reflekteret i flere lejre omkring DR Ramasjangs nye børneprogram John Dillermand – og sandelig også det modsatte. Det har spredt sig som steppebrand uden for landets grænser, at de skøre danskere nu igen laver mærkeligt tv til de mindste.
Således fandt jeg mig selv i går i telefonen med CBC Radio, Canadas pendant til DR.
Jeg er nemlig en af dem, der synes, John er skæg, skør og meget skøn underholdning, og at den tilmed gør noget rigtigt godt i forhold til, at vi får et afslappet forhold til kroppen.
Kønsdele er ikke ulækre eller skamfulde. Heller ikke tissemænd, der slet ikke ligner tissemænd.
Børn skal ikke føle sig forkerte, uanset hvordan de ser ud, og hvilket køn de har!
For der er sikkert mange af børnene, der vil opfange noget af det og måske vil få den tanke, at dillere er noget, som man skal skamme sig over. At man måske er forkert, hvis man er en af dem, der har sådan én. Det er immervæk omtrent halvdelen af os.
Vi har efterhånden meget fokus på kvinder, flydende seksualitet, transkønnede og andre, der i årevis har været undertrykt og diskrimineret og jaget vildt. Forhåbentlig bliver der fremover endnu mere fokus på det og gerne endnu mere ligeligt fordelt.
Det kan faktisk kun gå for langsomt, for det er vigtigt at kunne spejle sig i dem, man ser på tv.
Men jeg tror også, man skal passe på med at skabe en hel generation af børn, der føler, de gør noget forkert, alene fordi de har en tissemand.
