De skinhellige og den ægte ligestilling

Booksmart er aktuel i de danske biografer, og anmelderne har stået på skuldrene af hinanden for at hylde ungdomskomedien, som er blevet kaldt den nye Superbad.

Den handler om to piger på deres sidste dag i high school. De har brugt de seneste par år på at dygtiggøre sig og har prioriteret det over alt andet – også fester og sociale begivenheder.

Men så opdager de, at flere af deres klassekammerater, som de har forventet ville blive samfundstabere, også er kommet videre på eliteuniversiteter, selv om de har fundet tid til at ryge sig skæve og have det vildt.

Ud over at være en sjov og interessant ungdomsfilm udskiller den sig positivt på et vigtigt punkt. Vores to kvindelige hovedroller, Molly (Beanie Feldstein) og Amy (Kaitlyn Dever), er henholdsvis tyk og lesbisk, men det bliver der ikke gjort noget ud af!

Mollys vægt bliver således ikke nævnt med ét ord! Hun kæmper med kærligheden, men hendes vægt bliver aldrig et emne, heller ikke blandt de andre unge. Molly er enormt selvsikker og ved, at hun er klogere end de fleste andre – og samtidig sjov og skøn!

Amy er lesbisk, men heller ikke det bliver gjort til et problem. Det er kun akavet, fordi den pige, hun i månedsvis har været vild med, faktisk viser sig at have et forhold til en fyr. Dermed bliver der gjort op med fordomme om, hvordan lesbiske ser ud og klæder sig, men ikke på en moraliserende eller påtrængende måde.

Det er enormt befriende.

Dermed ikke sagt, at en serie som Shrill ikke er vigtig. Den handler om en tyk journalist, der siger fra, når hun bliver udskammet på grund af sin krop. Hun sætter også ord på den usikkerhed, hun har, fordi hun er blevet stigmatiseret livet igennem.

Når først vi er blevet gjort opmærksomme på, at der foregår utroligt meget strukturel stigmatisering af for eksempel tykke, homoseksuelle, transkønnede, religiøse med flere, så er næste skridt, at de går i ét med alle ”de normale”.

Det trænger Disney og Marvel til at lære.

Det er positivt, at de har haft fokus på at få flere kvindelige hovedroller i deres superheltefilm, som det har været tilfældet med den nye Captain Marvel og til dels X-Men: Dark Phoenix.

Men de skal bare gøre det i stedet for at sætte fokus på, hvor politisk korrekte, de er.

Hvor meget jeg end elskede Avengers: Endgame, fik jeg en dårlig smag i munden, da Captain Marvel, i skikkelse af Brie Larson, kommer til det endelige opgør mod Thanos. Hun flyver mod skurken, men får så følgeskab af samtlige kvindelige superhelte i et voldsomt angreb. I slowmotion.

Det er direkte pinligt.

Og man gjorde det gudhjælpemig igen i den nyeste X-Men, hvor Jennifer Lawrences Mystique skændes med Professor Xavier om, at superheltegruppen burde hedde X-Women, fordi det efterhånden altid er damerne, der redder mændene ud af suppedasen.

Hvis man har behov for at vise, hvor meget man går ind for ligestilling, har man nok et problem.