Skal festivaler lave film til sig selv?
Ifølge branchebladet Variety bliver der ikke kun vist film på årets Venedig-festival. Der bliver også produceret film på Lido’en. Biennale College, som hører under festivalen, har igennem et år udviklet og støttet tre film med mere end en million kroner stykket. De er nu klar til at få verdenspremiere på årets festival.
Således er Venedig-festivalen, stadig ifølge Variety, længere fremme end konkurrenterne i Cannes, Sundance og Rotterdam. I Venedig giver de ikke kun projekterne et kreativt skub, de financierer filmene og sikrer, at de bliver solgt på filmmarkedet og får en distribution.
Er det ikke bare fantastisk? Filmfestivaler ved noget om kunstnerisk kvalitet, de ser tusinder af film om året og må om nogen vide, hvilke instruktører der bliver overset af markedet, og hvilke film vi alle går og mangler? Ingen kan vel klage over, at der kommer nye penge til filmproduktion?
Men, og læseren kan vel mærke, at der er et ”men” på vej: Er filmfestivaler sat i verden for at producere film? Nej, det er de ikke. Festivaler har frihed til at vælge imellem alle film i verden og kan vise, hvad de synes er bedst, og dermed give bud på, hvor filmkunsten bevæger sig hen. Det kan de kun gøre, hvis de ikke på forhånd har bundet sig til at skulle promovere bestemte film, i det her tilfælde deres egne.
Når festivaler bliver deres egne producenter og skaber et selvopretholdende kredsløb, kan man som publikum ikke være sikker på, om filmene på festivaler er blevet udvalgt, fordi de er de bedste, eller fordi de er festivalens egne børn”. Som bekendt er ens egne børn svære at vælge imellem – og derfor kommer de med alle sammen.
National blindhed har været og er et problem på festivaler. Jeg får altid råd fra folk jeg stoler på, før jeg ser franske film i Cannes eller hollandske film på IDFA i Amsterdam. Der er film fra festivalens eget land, som er valgt af strategiske eller nepotistiske grunde. Men den største kvalitets-fare for tiden er festivalernes egne film, altså film, som festivalen har givet penge til eller lagt lab til udviklingen af filmen.
Alle, der arbejder med film, ved, at film, somr har fået støtte af en festivalfond eller har været på et festival-lab, har langt større chancer for at komme på den pågældende festival. Med andre ord er der film, som er med på et ”handicaptillæg”. Derfor går jeg også konsekvent uden om film, som jeg ved, at festivalen har en aktie i, medmindre den kommer anbefalet af en, der har set den.
Men alt dette ved almindelige publikummer ikke, og de har ikke mulighed for at se festivalerne i kortene. På nogle festivaler er det op imod en tredjedel eller halvdelen af de udvalgte film, som festivalen har andre interesser i end det, som publikum møder på lærredet.
Det er kun naturligt, at festivaler er steder, hvor nye projekter diskuteres og forhandles. Der er for tiden størst prestige i at være den festival, hvor branchefolk mødes, mens festivaler uden markeder, labs og så videre omtales nedladende som ”publikumsfestivaler”. Men det er en glidebane, når festivaler, også herhjemme, går længere og længere ind i filmproduktion.
I længden undergraver festivalerne deres eget virke, når de overrepræsenterer film, som de er afhængige af at gøre til succeser. Jeg ville nødigt være et af de tre filmhold, der har fået deres film på Venedig, for de vil aldrig vide, om filmen kom med, fordi deres film havde værkhøjde, eller fordi festivalen har brugt rigtigt mange penge på den.
Og det er selvfølgeligt endnu surere for de tre film, der ikke kom med på festivalen, fordi pladserne blev taget af festivalens egenproduktioner. Festivaler, bliv ved jeres læst!
