Sæt pris på din statist
Det ligger i tidens dyne af sensitivitet, at der hele tiden er nogen, det er mægtigt synd for.
I filmbranchen har det i mange år været synd for kvinderne. På det seneste har det også været synd for de farvede, ligesom det nu er synd for de eksempelvis transkønnede, hvis de altså skulle blive spillet af en heteroseksuel, og så videre.
Den debat kalder man med en ikke-stødende term for ”repræsentation”, og Ekko har et stort tema om det i sit nye nummer. Her vil jeg godt tilslutte mig filmbranchens store grædekor og pege på den allermest oversete gruppe af dem alle: statisterne.
Statisterne fylder statistisk set meget på dansk film. De sidder i toget, de står i baren, de går på fortovet, de er lige bag filmens stjerner.
Men de bliver langt fra behandlet nær så godt.
To kvinder i deres bedste alder fortæller, at jobbet som statist er en hobby og en livsstil. De er begge med på bodega i filmen Druk, i baggrunden naturligvis, og det splitsekund, hvor de genkender sig selv, er det hele værd.
Ofte har statister ventet på settet en hel dag eller to. De har rejst langt, de har været sultne, de har været kolde, alt sammen for stort set ingenting i løn.
Det er name of the game.
Statister kender deres plads og står der som et søm, hvis de bliver hidkaldt.
Af samme grund er det ikke for at beklage sig, men blot en nøgtern konstatering, når de to damer i programmet fortæller, at statister altid skal vente på at få mad.
”Først får skuespillerne noget fin mad med stor buffet ét sted, mens vi får en pose med en sandwich et andet sted,” fortæller den ene statist.
Det lever hun med, men det slog faktisk lidt ud på min personlige krænkelsesradar, da denne replik faldt:
”Det tager altså ikke mere end fem sekunder at sige goddag eller godmorgen. Sidst, jeg havde været på en stor film i to dage, sagde jeg farvel, meget højt, til dem alle sammen. Der var ikke én eneste, der svarede.”
Mads Mikkelsen indtager hovedrollen i Druk, men der havde ikke været meget gang i filmens festligheder, hvis det ikke havde været for de mange statister.
Nu har jeg selv arbejdet i filmbranchen, hvor hilsepligten bestemt er hierarkisk funderet. Især på Zentropa vrimlede det i sin tid og måske stadig med magtfulde fruentimmere, der ikke kunne drømme om at sige hverken goddag eller farvel til nye fra nederste kaste.
Den slags skal man gøre sig fortjent til.
Ikke at det var synd for mig. Jeg gik frivilligt ind i Filmbyen, ligesom statisterne, kan man påpege. Ingen er så vidt vides blevet tvunget til at arbejde i den danske filmbranche.
Men derfor kan vi jo – som med kvinder og farvede – godt debattere uligheden.
På statist-sitet Dansk Skuespillerkatalog, der sjovt nok forkortes DASK, kan du se, hvilke filmproduktioner der mangler dig. Den nye Klovn-serie søger en familiefar med to børn (seks-ni år), der kan arbejde til 01.30 om natten. Som tak får man et gavekort på 350 kroner.
Også DR søger sammen med det stenrige Netflix folk mellem atten og 74 år til fjerde sæson af Borgen. Du skal være der fra klokken 8 til 16.30. Du får fuld forplejning (termokandekaffe og en sandwich i pose) og et gavekort på 350 kroner.
Lad mig forstå det ret.
Millioner af licenspenge kanaliseres videre til Netflix’ store pengekasse, instruktøren får til et nyt sommerhus i Nordsjælland, alle andre får tariffen. Undtagen the extras. De kan få et fucking gavekort til … Matas, DR’s gavebutik eller måske Netflix?
Så er det bare jeg siger: Nu synes jeg, vi skulle tage at sætte pris på statisterne! Hvis man ellers også synes, det er lidt synd for dem.
Som til Ekko Shortlist Awards, hvor man i 2020 uddelte en statuette til årets statist: Kevin K. Yuven, der medvirkede i hele tre af de nominerede film.
