Filmen, der gør ufint fint
Kandis for livet bliver hyldet af Twitter-eliten og kulturparnasset, så man får mistanke om en særlig form for feel bad-aflad.
Der er selvfølgelig også allerede optræk til populær-udskamningfra samme segment. For det kunne vel lige så godt være David Bowie, den gode smags allerstørste helgen, der fik sig sådan en gribende hyldest?
Kultureliten har altid været sekterisk, når det kommer til at værne om den rigtige smag, hvilket jeg ligger inde med et perfekt eksempel på. Jeg var tilrettelægger på DR2-kulturprogrammet Arty Farty, hvor vi satte os for at undersøge, hvor langt væk man skulle fra København, før folk ikke kendte noget til David Bowie.
Helt præcist startede vi hos pladeforretningen Beat på Vesterbro, hvor musikanmelderen Henrik Queitsch servicerer vinylfreaks med sit veltrimmede kulturelite-skæg. Dét langskæg fungerer som epicenter for David Bowie-kulten.
Vi skulle ikke ret langt ud i provinsen, før tilfældigt adspurgte danskere ikke kunne nævne en eneste Bowie-sang. Det anså vi som et velturneret indslag i vores program om afgudsdyrkelsen af netop David Bowie. DR2-redaktøren mente, at vi gjorde grin med folk – altså folket. Indslaget skulle klippes ud!
Forestil dig, at man omvendt stak mikrofonen ind på en østerbrosk brunchcafé og bad folk om at nævne en Kandis-sang? Det må man vist godt, for Twitter koger jo over med typer, der gladelig indrømmer, at de foragter Kandis.
Er Jesper Dalgaards dokumentar dermed et freakshow, som nogle har påpeget? Nej, det er en kunstfærdig og dybt rørende film om ensomme skæbner, der finder håb og fællesskab i Kandis-kataloget. Et kærkomment portræt af det Underdanmark, kultureliten ikke kender – eller har lagt bag sig.
Filmen burde egentlig bygge bro mellem god og dårlig smag, men i stedet får filmen nu kritiske skribenter på nakken. Er det skandaløst, at filmmagerne har spenderet en julekugle og en flybillet til en tusse for at hjælpe en stakkels Kandis-fan lidt på vej?
Næh, det er standard i filmbranchen og altså bare et udtryk for mediernes forventelige popularitets-bashing.
Det er det, der sker, når meningsdannerne falder over hinanden på sociale medier for at tilkendegive, at de føler med Kandis-fansene. Vi må forstå, at det er synd for dem.
Af samme grund er det magtpåliggende for eliten at sende en sympatierklæring, når tabere med god moral bliver salvelsesfuldt skildret på film.
Som i den Oscar-aktuelle Flugt eller sidste års store Oscar-vinder Nomadland. Og i Kandis for livet.
Det er film, jeg elsker, men også passer som Hans i Grete, når det gælder parnassets egennyttige profilering. Ikke, at det hjælper flygtninge eller hjemløse. Eller Kandis. Det hele er glemt efter et par uger, når der igen er en elitefeminist, der spotter et glasloft og så videre.
Derfor ligner hyldesten til Kandis-filmen i flere tilfælde halvhjertet politisk korrekthed. Men jeg håber på, at interessen for ”de andre” – os med den dårlige smag – er kommet for at blive.
