Nordjylland er dansk films højborg
Hvor har dansk film sin højborg? Hvor foretrækker man i særlig grad danske film frem for udenlandske? Ikke i København!
Jeg har gennemgået dansk films markedsandel over det ganske land, og det viser sig, at københavnere særligt foretrækker udenlandske film. Men i Nordjylland, og specielt i landsdelens mindste byer, står dansk film øverst på menuen.
Skema 1 – dansk films markedsandele fordelt på landsdel i 2017 – viser, at nordjyder i omtrent dobbelt så høj grad end københavnere foretrækker danske film fremfor udenlandske.
2017 tegner ikke et atypisk billede. I 2015 og 2016 ses nøjagtigt det samme billede. Bortset fra, at markedsandelen selvfølgelig var højere i dansk films rekordår 2015.
Disse tendenser bliver yderligere forstærket, når man ser på landets fire største kommuner.
I skema 3 – dansk film markedsandel fordelt på bystørrelse – kan man se, at jo mindre en by er, desto større opbakning nyder dansk film i forhold til de udenlandske. Som en kuriositet kan det nævnes, at den danske markedsandel i byer under 10.000 indbyggere i rekordåret 2015 var næsten 50 procent.
Kan forskellen skyldes, at københavnere bliver holdt på smalkost, og at der kun bliver produceret få danske film, som falder i deres smag?
Nej, tværtimod!
I en undersøgelse præsenteret i det trykte Ekko Filmmagasin #72 fik jeg en ret god fornemmelse af, hvilke film der foretrækkes i de forskellige landsdele.
Når københavnerne endelig går i biografen og ser danske film, foretrækkes Lars von Triers Nymphomaniac og Melancholia, Nicolas Winding Refns Only God Forgives og Annette K. Olesens Skytten i højere grad end i andre landsdele. Det samme gælder naturligvis ærkekøbenhavnske film som Michael Noers Nordvest og Nicolo Donatos Fuglene over sundet. De film har deres højborg i det københavnske.
Så der er såmænd masser af film, som specielt er københavnernes kop te i forhold til det øvrige land. Problemet er blot, at disse film ikke trækker særligt mange i biografen – ikke engang københavnere!
Det er yderst bekymrende.
For det er i det københavnske miljø, at de fleste beslutningstagere i dansk film befinder sig. Det såkaldte kulturparnas. Og det er i det københavnske miljø, at ryggen vendes til dansk film. Her foretrækker man udenlandske film, og danske film, som resten af landet ikke bryder sig om, måske bortset fra et par århusianere. Det er i selvsamme miljø, man også mener at vide, hvad befolkningen har godt af at se.
Det Københavnske miljø er således ude af takt med, hvad den brede danske befolkning ønsker at se på det store lærred.
Når det går godt i dansk film, er det særligt publikum i provinsen og i alle landets små byer, der relativt set holder dansk film på deres skuldrer. De tavse provinsmennesker over for de langt mere højtråbende og bestemmende københavnere.
Hvis man overlod beslutningerne i dansk film til folk, der i langt højere grad foretrækker danske film i forhold til udenlandske, nemlig folk uden for landets to storbyer, kan det nok være, at den folkelige opbakning til dansk film ville blive større.
Det er derfor en katastrofe, at man i forbindelse med forhandlingerne om medieforliget ønsker at sætte Film Fyn på smalhals. Er der et sted på Danmarkskortet, hvor man beviseligt har forståelse for den brede befolknings ønsker, er det på Fyn. Fyn står i skærende kontrast til de elitære miljøer i Aarhus og København, der vrænger på næsen af danskernes filmsmag.
Det er i Aarhus og København, at man finder de miljøer, som – med Niels Arden Oplevs ord i Jyllands-Posten – er præget af ”en grad af snobberi, hvor både filmfolk og de danske filmkritikere synes, at man sælger ud, hvis man gerne vil have et stort publikum”. Og det synes instruktøren ”er noget pis”.
Jeg kunne ikke være mere enig.
