Modet i den danske filmverden

Det har længe været på tale, at filmindustrien mangler mod. Især to film er på det seneste, af både journalister og filmfolk, blevet hyldet for at repræsentere dette mod.

Der drejer sig om Hlynur Palmassons Vinterbrødre, som modtog en pris på filmfestivalen i Locarno og Annika Bergs Team Hurricane, som er blevet indlemmet i en sidekonkurrence på Venedig Filmfestivalen. Al respekt for det. I en tid, hvor dansk film kæmper med åndedrætsbesvær, kan man øjensynligt blive glad for meget lidt.

Men er der i virkeligheden tale om noget særligt mod i forbindelse med de to nævnte film?

Mod kommer jo først til udtryk, når man risikerer noget. Når man virkelig har noget at tabe. Når man løber en risiko, som går ud over både pligten og forventningerne.

I filmbranchen kan der tales om økonomisk og kunstnerisk mod.

Mod i økonomisk henseende, i forbindelse med produktionen af de to ovennævnte film, har været til at overse. Herregud, staten har jo sørget for, at producenten uden den store risiko har kunnet producere de pågældende film.

Nogen vil selvfølgelig sige, at staten udviser mod ved at støtte præcis de film. Jeg har dog aldrig betragtet brug af andre menneskers penge som noget særligt tegn på mod.

Staten støtter i gennemsnitligt spillefilm med 37 procent af budgettet. Nogle film får tårnhøj procentvis støtte af budgettet, mens andre må nøjes med krummer.

I nedenstående skema kan man iagttage udvalgte film, hvor Det Danske Filminstituts (DFI) støtte udgør en meget høj andel af budgettet.

Ud over Vinterbrødre og Team Hurricane er også Shelley og At elske Pia blevet fremhævet for mod.

At producere film, som staten og tv-stationerne fuldfinansierer, endda med et honorar til producenten for ulejligheden, er efter min mening ikke udtryk for mod. Det er forkælelse.

Det foregår jo efter devisen: Ingen kvaler, staten betaler!

Der kunne være tale om mod, hvis en distributør ofrede de nødvendige midler på at give disse film en spektakulær lancering. Men også her må man lede forgæves. Ingen mennesker vil nogensinde opdage disse film og få lyst til at betale for at se dem ud over måske fjern familie og et par af Facebook-vennerne.

Nogle vil måske slå på kunstnerisk mod i forbindelse med ovenstående film. Men helt ærligt, konsekvenserne i forbindelse med det postulerede mod er til at overse. Instruktørerne har jo intet at miste. Hvad havde været alternativet? At de slet ikke var kommet til at lave film. Havde det været veletablerede filminstruktører, som stod bag, kunne man tale om risiko.

Det virkelige mod kommer først til udtryk, når man virkelig har noget at miste, og statens støtteprocent af budgettet er lillebitte. Men modtager den slags film hyldest for sin risikovillighed? Overhovedet ikke. Det er jo bare nogle kapitalistiske svin, der har egne penge at spille moderne for.

Se herunder en liste over udvalgte film, der er udtryk for ægte mod.

Særligt Rocket Road Pictures er dansk films virkelige helt. Selskabet har produceret Mehdi Avaz’ kommende film Mens vi lever uden at have snablen i statskassen. Filmen får premiere 26. oktober. Men selskabet vil næppe blive hyldet for sit mod. Hyldest for mod kommer nemlig kun de film til gode, som staten har taget på sin kappe og ladet filmproducenten risikofrit producere.

Nævnes skal også Kollektivet, Mænd og høns og Under sandet, hvor staten kun dækkede en lille del af budgettet. Alle tre film repræsenterer ægte mod, for der er virkelig langt ned, hvis man snubler. Man må have forståelse for, at Thomas Vinterberg, Anders Thomas Jensen og Martin Zandvliet i hast forlod Danmark.

Filmene, som de tre instruktører ønsker at lave, er der ikke længere økonomisk grundlag for at producere i Danmark, når statens opbakning er så begrænset.

Det Danske Filminstituts prioriteringer er helt i skoven.