Malmros – 2. del: Gennembruddet
Anden del af en blogserie, som sætter fokus på mine personlige erindringer om filmene fra Nils Sigurd Malmros’ hånd – en af vor tids betydeligste danske filminstruktører.
Trods den hårdhændende modtagelse af En mærkelig kærlighed slog det ikke Malmros ud af kurs, og han ville fortsat lave film. Instruktøren skubbede det påbegyndte medicinstudie foran sig som en sneplov. Malmros var hele 23 år (!) om at afslutte sit studie.
Filmen Lars Ole, 5c (1973) handler om titelfiguren og hans forhold til klassekammeraterne, i skolen og i fritiden. I skolen er klassen delt op i to grupper, som skiftevis spiller hinanden ud mod lærerne og holder sammen mod dem. I frikvartererne leges der fangeleg i gården sammen med udvalgte piger. I fritiden køber Lars Ole kager til udvalgte kammerater fra begge grupper. Også til Inger, som han er forelsket i, men som kommer sammen med Hanse fra den anden gruppe.
Alter egoet i denne film var naturligvis "Lars Ole" og spilles af Søren Rasmussen.
På filmens rolleliste, som udelukkende består af amatørskuespillere, finder vi i øvrigt Knud Randa Frank Nielsen, Lars Randrup Mikkelsen, Judith Nysom, Ilse Sørensen, Anne-Marie Udsen, Ole Rasmussen og Kim Noes.
Filmen blev atter finansieret for private midler og forløberen for Det Danske Filminstitut, Filmfonden, afviste at ville produktionsstøtte filmen, ligesom man end ikke ville støtte en konvertering af filmen fra 16 mm til 35 mm. Der var dog en anden støttemulighed, kaldet tabsudligningsstøtte, men det forudsatte, at filmen havde haft biografpremiere.
Men at få en biograf til at vise filmen viste sig sværere end som så.
Malmros forsøgte at få filmen premiereført i Dagmar-biografen i København, som dengang blev drevet af instruktørkollegaen Henning Carlsen. Carlsen kunne angiveligt ikke umiddelbart se de københavnske kommercielle muligheder i en så århusiansk film og mente, at filmen havde bedst af først at finde århusiansk fodfæste inden en københavnerpremiere.
Carlsen var øjensynligt også småirriteret over den bonerthed, han var blevet præsenteret for i filmen – for efter at have set den var hans første kommentar: ”Er der ikke en eller anden, der kan købe den mand en stor beskidt luder.”
Jeg husker, at Malmros stammede i halvsvær grad – men i takt med at filminstruktøren fik større og større succes, aftog dette dog hurtigt.
Malmros gik efterfølgende i krig med de århusianske biografer for at få en af dem til at vise den.
Lærerforeningens biograf, Kosmorama, sagde nej, og lige så gjorde kommunens Regina, amtets Scala og Arbejdernes Oplysnings Forbunds Folketeatret. Dengang sad institutionsbiograferne tungt på magten i Århus.
Min far havde på det tidspunkt, to år forinden, åbnet en af de få privatejede biografer i Århus, men Malmros havde på forhånd afskrevet, at en københavner kunne værdsætte en så århusiansk film, så derfor henvendte han sig ikke i første omgang, men fremtvunget af omstændighederne endte det alligevel med en henvendelse som angiveligt sidste udvej.
Jeg mindes, at min far var yderst imponeret over Malmros’ evne til at instruere børn og anerkendte ikke alene filmens kvaliteter, men accepterede også at lade filmen få sin danmarkspremiere i hans biograf.
Personligt var jeg en smule bekymret for filmens kommercielle muligheder og min fremtidige opretholdelse af lommepenge-niveauet.
Sandt at sige så jeg filmen på det tidspunkt, femten år gammel, som en fortsættelse af Jan Troells Ole Dole Dorf (1968), som jeg havde følt mig tortureret med via skolens 16 mm-fremviser.
Det århusianske miljø var på det tidspunkt fortsat for fremmed for en københavnerdreng.
Med hensyn til min bekymring om filmens kommercielle muligheder var min far dog af den overbevisning, at blot forældre, bedsteforældre, venner og bekendte af filmens medvirkende ville indløse billet, kunne det ikke gå helt galt. Min far havde en enestående fornemmelse for både kvalitet og de mere kommercielle aspekter.
Malmros overværede personligt samtlige forestillinger i de tre uger filmen blev vist, i øvrigt for fulde huse, indtil Bernardo Bertoluccis Sidste tango i Paris (1973) tvang filmen af plakaten.
Jeg husker Malmros hysse på publikum, hvis disse var så formastelige at mæle et ord under filmen.
Ligeledes erindrer jeg, at der på Biografens facadeskilt blev opsat følgende tekst: ”Lars Ole, 5c, en film af Nils Sigurd Malmros,” med direkte reference til teksten på filmens plakat. Malmros bad dog om, at ”Sigurd” omgående blev pillet ned igen.
Og ikke nok med det: Malmros strammede også op på filmen, mens den blev vist. Klipningen foregik ganske uortodokst på operatørrummets spolebord. Ingen tvivl om at den selvlærte instruktør her, med publikum på, lærte en hel del om fastholdelse af sit publikum og filmens rytme. Mellem forestillinger fortsatte klippearbejdet af filmen, og det var således ikke den samme version, premierepublikummet blev budt, som den publikum overværede til filmens sidste visning.
Men Malmros havde fået sin danmarkspremiere og adgang til tabsudligningsstøtte.
Filmen fik en Bodil som "Årets bedste danske film" og fik langt om længe sin københavnske premiere i Dagmar.
Senere i mit liv har jeg forstået at værdsætte både Lars Ole, 5c og Ole Dole Dorf.
3. del af denne blogserie: Professionaliseringen
