Læsernes ynkelige flueknepperi

I kølvandet på mit seneste blogindlæg ”Verden ifølge Rosendahl” skal jeg da ellers lige love for, at nogle af Ekkos læsere røg til tasterne. De havde fået øje på en flue, og nu skulle den eddermame have tur.

Og ramaskriget fortsatte, efter at jeg havde præciseret en vending i bloggen, så der ikke kunne være mere at misforstå.

Pointen med blogindlægget var blot at påpege det paradoksale og ufravigelige faktum, at Christina Rosendahl har en ganske særlig forkærlighed for danske kvindelige instruktører. Rosendahl har over en længere periode alene fremhævet, anbefalet og rost sine medsøstres film på de sociale medier.

Alle Christina Rosendahls mandlige medlemmer, som havde udsendt nye film i samme periode, har ikke fået samme rosende omtale, og da slet ikke direkte opfordringer til at se deres film. Mens vi lever, Fantasten, En frygtelig kvinde, Dobbeltspil og Så længe jeg lever er blevet komplet ignoreret, mens Bobbi Jene, Darling og Holiday enten er blevet rost til skyerne eller har fået forventningsfulde opmuntringer.

Min påstand er, at der ikke ligger kvalitetsmæssige årsager til grund, men alene kønslige. Det kaldes også for diskrimination. Vi taler immervæk om forkvinden for Danske Filminstruktører, hvor kønsfordelingen mellem mandlige og kvindelige spillefilminstruktører i medlemskredsen er 26/74. Men forkvinden er aldeles ensidig i sine promoveringer.

Det var øjensynligt for stærk kost for enkelte af Ekkos læsere. Kendsgerningerne skulle for alt i verden sløres, og så begyndte flueknepperiet, og atter blev opfordringen om, at jeg helt skulle fjernes fra Ekkos spalter, fremsat.

Ja, selv Danske Filminstruktørers næstformand, Klaus Kjeldsen, kom til tasterne. Men hans indlæg afslører kun, at han slet ikke har læst bloggen. Kjeldsen mener, at jeg har brugt Rosendahls barndom som årsagen til hendes holdninger omkring holdback-problematikken. Det er naturligvis en absurd påstand.

Man må erkende, at Ekko-kammeret er et særdeles lavloftet rum. Ekkos læsere vil kun bekræftes i deres egne, fejlagtige opfattelser, og hvis man drister sig til at tale imod dem, trækkes ens bukser ned, så den mindste flue kan kopulere løs.

Faktisk blev der kun præsenteret et eneste indlæg i den harmdirrende tråd, som var værd at hæfte sig ved. Det kom fra Mads Herholdt:

”Det, der sker i denne tråd, er jo klassisk og set i mange andre sammenhænge. En skribent melder noget ud, som mange helst ikke vil tale om, ikke diskutere, ikke forholde sig til, fordi de ved godt, at det er rigtigt, men det er bare ikke politisk korrekt at sige højt, og så vil man gøre sig upopulær hos nogen, man måske er afhængig af at være gode venner med, særligt i denne ubegribeligt sammenspiste og lukkede filmverden. Derfor er der heller ingen, der tager diskussionen med dig, Kim, sådan grundlæggende. For de ved, at din påstand er korrekt. I stedet gør man det, som folk ofte gør, når de ikke kan skyde den grundlæggende argumentation ned: De prøver at finde små unøjagtigheder og detaljer i din argumentation, som de så puster op til noget kæmpe stort. Ynkeligt.”

Nemlig.