Kvindelige filminstruktører vil skære hjørner af

Der er mange måder at nå til tops. Man kan dygtiggøre sig, eller man kan bruge sit køn. Det sidste er ikke særligt kønt.

I årtier har Det Danske Filminstituttet haft til formål at støtte de bedste filmprojekter af de mange hundrede, som hvert år bliver indsendt med ansøgning om statsstøtte.

Det er en ædel formålsparagraf, og det har da også ført Danmark frem til at blive en af verdens førende filmnationer, vort sølle indbyggertal på 5,6 millioner taget i betragtning.

Problemet er ifølge de danske kvindelige filminstruktører, at der mangler ligevægt i mandlige og kvindelige instruktørers adgang til støttemidlerne.

I anden række kommer dansk films kvalitet, samt at der slet ikke er så mange kapable kvindelige danske filminstruktører som mandlige.

”Der er så meget vanetænkning i dansk film, at der nu skal en eller anden grad af tvang til,” udtalte Christina Rosendahl, formand for foreningen Danske Filminstruktører, til TV 2 i oktober. For efterfølgende at sætte trumf på med følgende udsagn: ”Den ensidige fokus på kunstnerisk frihed er blevet en sovepude i forhold til at få kønsmæssig ligestilling.”

Javel ja, kunstnerisk frihed og kvaliteten af filmene skal altså ofres på alteret af tvungen kønslig ligestilling. Kvinderne vil kort sagt skære et hjørne af.

Det er dog således, at enhver person i Danmark – uanset køn – kan søge instituttet om midler til produktion af en spillefilm og der er ganske lige muligheder for mænd og kvinder at søge. Dér, hvor kvinderne kommer bagud på point, er når deres projekter skal undergå en kritisk vurdering. 

En reel udvælgelse af de bedste projekter skal altså tilsidesættes.

Jeg har tidligere skrevet en blog om udviklingen i kvindelige danske filminstruktørers adgang til støttemidlerne. I undersøgelsen af kvindelige danske filminstruktører viste det sig, at den folkelige opbakning til deres film er begrænset, og de succesfulde projekter er på ganske få hænder.

Kun nitten procent af de 100 danske film, som kvinder har instrueret i perioden 1976-2013, har vist økonomisk bæredygtighed, og de fem mest succesfulde kvindelige danske filminstruktører står for 63,2 procent af det tilskuerantal, kvinderne er i stand til at skabe sammen.

I årene 1976-2015 kan konstateres en stigende tendens i antallet af film instrueret af kvinder, men når man isoleret ser på årene 2004-2015 er udviklingen stoppet (se skema). Der er dog ikke tale om en vigende tendens, men blot status quo.

I 2015 vil kvindelige instruktører på helt fair vilkår stå bag syv film. Det er det næsthøjeste antal nogensinde. Kvinderne har naturlig medvind.

I dette årtusind har kvinderne instrueret fem film årligt i gennemsnit. I de sidste femten år af det gamle årtusind, instruerede kvinderne årligt to film i gennemsnit.

Det er de kvindelige danske filminstruktører altså ikke tilfredse med, og nu vil de altså bruge deres køn på et tidspunkt, hvor loftet i deres samlede formåenhed og talent tilsyneladende er ramt.

Men man skal kunne kravle, før man kan gå.

At starte fra scratch tager tid, og vi skal nok komme til at opleve kønslig komplet ligestilling – endda tror jeg med kvindelig overvægt – men talentudviklingen og dygtigheden skal altså lige kunne følge med ambitionerne.

Men hvis dansk film skal gøre sig nogen forhåbninger om fortsat at skulle gøre sig gældende, skal alene de bedste projekter statsstøttes, helt og aldeles uden kønslige benspænd.

I filmaftalen 2015-2018 sættes der fokus på sociale og geografiske forskelligheder i rekrutteringen til dansk film. Hvis man parrer disse med kønslig tvungen ligestilling, på bekostningen af udvælgelse af de bedste projekter, vil det kun føre den stolte danske film i én retning: dårligere danske film og økonomisk armod på et tidspunkt, hvor den danske filmindustri i forvejen fattes penge.

Og der er slet ikke tale om egentlig kønskamp, kun kvindelige instruktører som hurtigere – og uden hensyntagen til kvalitet og talent – vil til fadet.

Hvis der vitterlig er tale om kønskamp, finder der langt mere graverende fag at tage fat på i filmindustrien. Kønsfordelingen blandt filmfotografer er 96/4 i mændenes favør! Men kønslig ligestilling på dette felt har ikke bare antydningen af interesse eller bevågenhed.