Forskellen på succes og fiasko
Filmplakaten er visitkortet for en film, som skal reducere de omkring 150.000 billeder, som en gennemsnitsfilm består af, ned til et enkelt motiv. Plakaten skal opfange filmens ånd og samtidig skabe så meget nysgerrighed blandt publikum, at de kan lokkes til at betale for at se den.
Det har ofte været årsag til en endeløs række af spekulationer. Hver en detalje på en plakat bliver endevendt, og intet bliver overladt til tilfældighederne. Ofte produceres en lang række forskellige forslag til en plakat, som filmens producent, distributør og/eller instruktør i sidste ende skal udvælge.
Der er en række gyldne regler for filmplakater, som man slipper rigtig dårligt af sted med at se stort på.
En af dem er, at man aldrig må gengive den samme person to gange på plakaten, ligesom man ikke må gengive en masse kvadratiske eller rektangulære billeder fra filmen. En tredje er, at man altid skal fokusere på et enkelt motiv, som i sit udtryk kan sælge filmen til publikum. Og det fjerde er: Keep it simple!
Reglerne bliver ofte brudt, og det resulterer som regel i underskud for filmens producent. Her r seks eksempler på, hvad man ikke skal gøre.
Tallene taler deres eget tydelige sprog: Annette K. Olesens Skytten (45.675 solgte billetter), Birger Larsens Fortidens skygge (18.811), Frederikke Aspöcks Rosita (12.386), Henning Carlsens Erindringer om mine bedrøvelige ludere (2.820), Birgitte Stærmoses Værelse 304 (2.327) og Jonas Elmers Det andet liv (1.139).
Samtlige film er flop, selvom der sikkert har været flere årsager end plakaten til at publikum ikke blev fristet. Dog anskueliggør plakaterne et alvorligt problem: Det er ikke lykkes at finde ét samlende motiv, som udtrykker filmens ånd.
Faktisk kan det allerede på manuskriptplan afgøres, om der er et problem. Kan man ikke udtænke ét samlende motiv, som opfanger filmens ånd, bør filmen ikke produceres. I al fald ikke, hvis man går efter at tiltrække et så stort publikum, at filmen løber rundt.
Men er der da ikke undtagelser? Film, som er blevet succeser til trods for at have haft plakater, som jeg ovenstående advarer imod?
Jo, det er der faktisk, men samtlige har én ting tilfælles: De har alle indgået i Biografklub Danmark-programmet. Som man kan se herunder, bryder plakaterne til Christian Ole Madsens Superclásico (184.491), Charlotte Sielings Over gaden under vandet (151.974), Pernille Fischer Christensens En familie (129.858) og Bille Augusts Stille hjerte (258.868) de gyldne regler, men alligevel fik de pænt tilskuerantal.
Biografklubben er dog garantien for mindst 100.000 tilskuere, om så der slet ikke fandtes en plakat. Som bevis på den påstand, kan man blot se på de udenlandske film, som har indgået i biografklubbens program, og hvor man også har set stort på reglerne for plakater: James L. Brooks’ Alt hvad du har (119.333) og Israel Horovitz’ Min lejlighed i Paris (135.088). Filmene floppede over hele verden, undtagen i Danmark. I det øvrige Skandinavien blev de ikke engang udsendt.
Det skal naturligvis ikke forstås således, at hvis man blot finder ét samlende motiv, er succesen i hus. Men til gengæld kan man med sikkerhed sige, at hvis man ikke kan, er fiaskoen hundrede procent sikker (med mindre man altså får filmen med i Biografklub Danmark).
Lad os se på plakaterne til de sidste seks års største danske succeser – film, der har solgt over 600.000 billetter. Samtlige film har fundet et let kendeligt motiv til at opfange filmens ånd. Og sikke dog en ro, de plakater udsender i modsætning til det temmelig rodede indtryk fra de øvrige. Her er de gyldne regler blevet fulgt til punkt og prikke.
For at understrege min pointe vil jeg slutte af med at vise en række plakater fra de seneste seks år, som har benyttet en masse billeder fra filmen. Samtlige film er floppet. De omfatter McFarland USA (under 500 solgte billetter), The Duff (12.175), About Last Night (556), If I Stay (5.877), Black or White (under 500), Paranoia (1.661), Battle of the Year (322), The Sessions (4.094), Savages (5.809), Think Like a Man (1.192), Carnage (6.232), Another Happy Day (1.665), The Beaver (925), Bill Cunningham, New York (1.871), Trofæ fruen (11.248), You Will Meet A Tall Dark Stranger (27.527), Små hvide løgne (9.560), The Way Back (9.647) og Neds (382) og The Fifth Estate (1.027).
Og til allersidst et dugfrisk eksempel: Cameron Crowes Aloha. Den havde premiere sidste weekend i USA og floppede katastrofalt. Ud over filmens plakat ikke har et enkelt samlende motiv, optræder Bradley Cooper to gange på plakaten. Big mistake!
