EU vil umuliggøre dansk spillefilmproduktion

EU har planer om at forvandle Europa til et åbent digitalt marked, hvor man kan få adgang til film og musik, uanset hvor man befinder sig i Europa og uden hensyntagen til nationale grænser.

Præsidenten for Europa-kommissionen, Jean-Claude Juncker, vil nedbryde de nationale siloer i rettighedslovgivningen og fjerne national eksklusivitet og dermed brede alt indhold ud over hele Europa.

Det lyder som det rene eldorado for enhver filmelsker, men skinnet bedrager. Det vil nemlig umuliggøre dansk spillefilmproduktion!

I dag bliver enhver film – dansk, fransk eller tysk – solgt uafhængigt til 28 forskellige lande i EU. For eksempel solgte Zentropa rettighederne til Nymphomaniac i flere europæiske lande, inden filmen blev sat i produktion. Artificial Eye i England og Concorde Filmverleih i Tyskland forudbetalte penge for rettighederne på et meget tidligt tidspunkt. Mod denne betaling sikrede de to selskaber sig rettighederne for filmens visning i de to lande.

Denne måde at sælge rettigheder på, land-for-land, har været reglen i Europa og er samtidig måden uafhængige film bliver finansieret på. Distributøren køber nemlig disse rettigheder allerede inden filmen er gået i produktion og er derfor med til at betale for filmen.

Både Lars von Trier, Mike Leigh og Pedro Almodovar er afhængige af dette ”forsalg” af deres film, for at de overhovedet kan blive lavet. Mellem 30 og 60 procent af en films budget finansieres gennem dette forsalg.

Men dette livsnødvendige forsalg af film fra de 28 forskellige europæiske lande vil EU nu umuliggøre gennem en ny rettighedslovgivning gældende for hele EU.

Europæiske film vil være umulige at skaffe finansiering til uden rettighedsforsalg land-for-land. Hvis man har et åbent digitalt marked, hvad skal så erstatte rettighedsforsalget?

Tyve europæiske filminstruktører har i kraftige vendinger modsat sig EU’s plan.

De er nemlig klar over den katastrofe, som vil ramme dem, såfremt EU’s plan bliver en realitet. Disse europæiske instruktører omfatter blandt andet de tre Oscar-vindere Michel Hazanavicius, Volker Schlöndorff og Danis Tanovic samt Chantal Akerman, Luc Dardenne, Costa-Gavras, Jaco van Dormael og Julie Bertuccelli.

I en erklæring udtaler instruktørerne blandt andet: ”Vi er europæere, som stadig kan høre ekkoet fra Præsident Juncker, da han sagde, at han aldrig ville acceptere, at kunstnere blev behandlet som fremstillere af plastik. Men nu sammenligner han vores arbejde med at sælge en bil eller et slips.”

Erklæringen afsluttes med følgende bredside til EU: ”Vi er europæere, som er chokeret over at høre udsagn om at ville ’nedbryde nationale rettigheds-siloer’, men intet om de overgreb på rettighederne, som forhindrer udviklingen af legale services på internettet.”

Nogen ville måske indvende, at når disse film bliver tilgængelige for samtlige borgere i EU, må indtægterne da stige betragteligt i form af video on demand.

Til det må man sige: Det ved vi ikke med sikkerhed.

Alene i Frankrig produceres der årligt over 350 nye spillefilm. Det er én om dagen. Og er der én ting, historien har lært os, så er det, at tilgængelighed ikke alene øger indtægterne. Der skal meget mere til. For eksempel er der hele lanceringsproblematikken, hvor langt de fleste film vil gå helt hen over hovedet på forbrugerne.

Dernæst vil pengene ikke falde, når der er allermest brug for dem. Forudbetaling af rettighederne kan jo falde flere år, før filmene er færdige, hvorimod betalingen fra video on demand først falder flere måneder, efter filmen er blevet udsendt.

Og rettighedsforudbetalingen letter ligeledes filmselskaberne for rentebyrden mellem produktionen og det tidspunkt, hvor indtægterne begynder at vise sig. Og hvilken bank vil i det hele taget finansiere denne mellemperiode?

Så kunne man måske forestille sig at video on demand-udbyderne ville overtage rettighedsforudbetalingen? Det er dog ikke sandsynligt. Jo, måske på europæiske produktioner som Taken 19 og Asterix 24, men aldrig på Amour, for slet ikke at tale om To dage, en nat.

Imens sidder de seks store amerikanske studier og godter sig. De har nemlig datterselskaber i samtlige 28 EU-lande, og deres forretningsmodel er slet ikke afhængig af forudbetaling af rettigheder. EU’s planer vil derfor åbne markedet komplet for dem uden irriterende konkurrence fra europæiske film.

Med andre ord: EU’s planer vil umuliggøre Amour, men til gengæld får vi langt mere Dum og dummere.

Enhver filmelsker bør protestere mod EU’s plan.