17. feb. 2017
Dansen om Oscar 2017
Damien Chazelles La La Land, der har Emma Stone og Ryan Gosling i hovedrollerne, vil danse sig til det meste. Foto | Uoplyst

Dansen om Oscar 2017

La La Land vil danse sig til det meste ved årets Oscar-prisfest.
Af Kim Pedersen

Til Ekkos chefredaktør Claus Christensens store fortrydelse har jeg gennem årene haft en rimelig træfsikkerhed i mine Oscar-forudsigelser.

Sidste år slog chefredaktørens ærgrelse over mine forudsigelser dog alle rekorder.

Som en af ganske få forudsagde jeg nemlig, at Spotlight ville hjemtage Oscar’en i bedste film-kategorien og fik ret. Ekko havde satset på The Revenant, og jeg kan godt mærke, at det ikke er noget, jeg skal minde ham om.

Nu står Oscar-uddelingen atter for døren, og jeg lægger som vanligt mine forudsigelser frem inden den store aften 26. februar.

Hvad der næppe vil komme som den store overraskelse, tror jeg, at La La Land vil løbe med det meste. Damien Chazelle rammer med sin film Hollywood lige i hjertekulen. Og så hjælper det selvfølgelig, at filmen er fantastisk!

Spørgsmålet er alene, i hvor høj grad filmen vil triumfere. Jeg tror på ti Oscars til La La Land ud af de fjorten, filmen er nomineret til.

Men man skal dog huske på, at det er det samme Oscar-akademi som for eksempel valgte Carol Reed med Oliver! frem for Stanley Kubrick med Rumrejsen år 2001  som bedste instruktør i 1969.

Man lod Sandra Bullock i The Blind Side vinde over Gabourey Sidibe i Precious i bedste kvindelige hovedrolle-kategorien i 2010.

Og for at det ikke skal være løgn, så lod man Rocky og Forrest Gump vinde over Network og The Shawshank Redemption/Pulp Fiction i henholdsvis 1977 og 1995.

Oscars veje er somme tider uransagelige, og uretfærdigheder forekommer ofte.

Nate Parkers The Birth of a Nation vandt Sundance-festivalen og blev tidligt på sæsonen spået gode chancer, men den er ikke blevet nomineret til en eneste Oscar. En voldtægtssag fra instruktørens ungdom har sat en effektiv stopper for, at den kunne komme på tale til Oscar-showet. Både publikum og akademiet vendte filmen ryggen.

Interessant nok kan man da også konstatere, at anmeldelserne var mere positive, inden voldtægtssagen blev kendt.

Jeg kan selvfølgelig godt se dilemmaet, men man kan ikke påstå, at Parkers roste film er blevet hverken bedre eller dårligere af uhyrligheder, han eventuelt måtte have foretaget sig i sin ungdom.

Men sådan er Oscar også.

Hvordan personerne bag Oscar-filmene opfører sig eller mistænkes for at have opført sig i privatlivet, spiller en stor rolle. På den måde kan Oscar give mindelser om et amerikansk præsidentvalg.

Der er kun stor spænding i fem af de 24 kategorier i år.

Mest spændende bliver det, om Denzel Washington for Fences eller Casey Affleck for Manchester by the Sea løber med den eftertragtede statuette for bedste mandlige hovedrolle.

Her kan kampagnen #Oscarsowhite komme til at spille en afgørende rolle. Samtidig er Casey Affleck måske handicappet af anklager om sexchikane og verbale overgreb i fortiden. Omvendt har Washington tidligere modtaget to Oscars. Akademiet kan måske synes, at det er en overdrivelse at sætte Washington op i Jack Nicholson- og Daniel Day-Lewis-ligaen.

Spændende bliver det også, om La La Land eller Manchester by the Sea løber med Oscar’en for bedste originale manuskript.

I bedste korte dokumentarfilm-kategorien er feltet helt åbent og spækket med gode film. Forudsigelser i denne kategori er at betragte som ren lotto.

Men danske øjne vil naturligvis være rettet mod bedste udenlandske film og bedste kortfilm, hvor henholdsvis Martin Zandvliets Under sandet og Aske Bangs Silent Nights er nomineret. Jeg anser dog de danske vinderchancer som værende yderst begrænsede.

I bedste udenlandske film-kategorien må man konstatere, at kun to film for alvor slås om æren: Asghar Farhadis Sælgeren og Maren Ades Min far Toni Erdmann.

Her kan Trump-doktrinen komme til at spille en afgørende rolle, idet Asghar Farhadi har været omfattet af det indrejseforbud, som USA’s nye præsident har iværksat mod syv muslimske lande. Ved at tildele Farhadi en Oscar kan Hollywood sende en krystalklar besked til Det Hvide Hus.

Selv om producenterne bag Aske Bangs danske Oscar-håb, Kim og Tivi Magnusson, er notorisk kendt for at vride armen om på hver eneste af de stemmeberettigede for at få dem til at kaste deres stemme på netop deres kortfilm, tror jeg desværre de i år kommer til kort.

Men lad os krydse fingre og håbe på det bedste for de danske Oscar-nominerede.

Så nedenstående er derfor ikke, hvem jeg håber vinder, men derimod, hvad jeg tror vinder. Det er nogle gange to vidt forskellige ting.

 

Bedste film

La La Land.


Bedste instruktør

Damien Chazelle for La La Land.


Bedste mandlige hovedrolle

Casey Affleck for Manchester by the Sea.


Bedste kvindelige hovedrolle

Emma Stone for La La Land.


Bedste mandlige birolle

Mahershala Ali for Moonlight.

 

Bedste kvindelige birolle

Viola Davis for Fences.

 

Bedste originale manuskript

Kenneth Lonergan for Manchester by the Sea.


Bedste manuskript baseret på andet forlæg

Manuskript af Barry Jenkins, historie af Tarell Alvin McCraney for Moonlight.


Bedste udenlandske film

Asghar Farhadi for Sælgeren.

 

Bedste dokumentarfilm

Ezra Edelman og Caroline Waterlow for O.J.: Made in America.


Bedste animationsfilm

Zootropolis.


Bedste klipning

Tom Cross for La La Land.


Bedste originale sang

City of Stars fra La La Land. Musik af Justin Hurwitz og tekst af Benj Pasek og Justin Paul.


Bedste musik

Justin Hurwitz for La La Land.


Bedste visuelle effekter

Robert Legato, Adam Valdez, Andrew R. Jones og Dan Lemmon for Junglebogen.


Bedste fotografering

Linus Sandgren for La La Land.


Bedste kostumedesign

Mary Zophres for La La Land.


Bedste makeup og hår

Joel Harlow og Richard Alonzo for Star Trek Beyond.


Bedste production design

David Wasco (production design) og Sandy Reynolds-Wasco (set decoration) for La La Land 


Bedste lydklip

Robert Mackenzie og Andy Wright for Hacksaw Ridge.


Bedste lydmiks

Andy Nelson, Ai-Ling Lee og Steve A. Morrow for La La Land.


Bedste kortfilm

Sélim Azzazi for Ennemis Intérieurs.


Bedste animerede kortfilm

Alan Barillaro og Marc Sondheimer for Piper.


Bedste korte dokumentarfilm

Kahane Cooperman og Raphaela Neihausen for Joe’s Violin.

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten