Bodil græder
Filminstruktørerne Susanne Bier, Ole Christian Madsen, Jesper W. Nielsen og Omar Shagarwi har én ting til fælles: De har øjensynligt alle grund til at føle sig snydt for en Bodil.
I min blog ”Fusk i Bodil?” undersøgte jeg de fem største trykte mediers vurdering af danske film i 2017 kontra filmene, som var blevet Bodil-nomineret i kategorien Årets bedste danske film. Undersøgelsen viste, at Bodil havde overset en række af årets bedste film. Flere mente ikke, at man kunne sammenligne på den måde.
”Sådan kan man bare ikke anskue det,” lød det.
Det er nu ellers gået meget godt i tolv af de sidste femten uddelinger. Her har filmene med det højeste anmeldergennemsnit i landets fem største trykte medier nemlig vundet.
Tre års uddelinger skiller sig dog ud.
I 2007 vandt debutanten Pernille Fischer Christensen med sin ni millioner kroner dyre En soap. Men der var ifølge de gennemsnitlige vurderinger af landets fem største trykte medier hele to film, som var bedre det år. Det var Ole Christian Madsens fjorten millioner kroner dyre Prag og Susanne Biers Efter brylluppet, til 25 millioner kroner.
Hævnen havde ellers opnået det højeste antal gennemsnitlige anmelderstjerner i landets fem største trykte medier.
For at det ikke skal være løgn, indtog Nikolaj Arcels Sandheden om mænd til 13,8 millioner kroner en jævnbyrdig gennemsnitlig vurdering med R det år.
Om end vi selvfølgelig ikke kender det endelige resultat i år, er de Bodil-nominerede domineret af debutanters billige film, og kvalitetsfornemmelsen har Bodil-komitéen øjensynligt helt tilsidesat i forhold til de fem største mediers vurdering.
Billige debutantfilm omfatter i år I blodet, Shelley og Forældre.
Den dyre film i feltet, Thomas Vinterbergs Kollektivet, levnes dog ikke mange chancer, med mindre det vil lykkes farmand Søren Vinterberg at vride armene rundt på de øvrige stemmeberettigede fra Politiken.
Ansatte på Politiken udgør næsten 20 procent af de stemmeberettigede og kan dermed sagtens have udgjort halvdelen af de personer, som deltog i årets nomineringsmøde.
Ja, og så er der selvfølgelig Nicolas Winding Refns The Neon Demon. Men det er vist mere en pligtnominering end noget andet.
Nej, det bliver nok blandt de tre førstnævnte, årets vinder bliver fundet. Mit bud er I blodet.
Altså har sympatien for debutanters billige film i 2007, 2011 og 2017 øjensynligt aldeles forblændet Bodil-komitéen.
Om der i højere grad er tale om uddeling af Bodil’er på grundlag af sympati end en egentlig kvalitetsvurdering, kan der selvfølgelig kun gisnes om.
Bodil-komitéen er jo en komplet anarkistisk forening, som arbejder uden regler, vedtægter og stemmepligt. Alle 48 medlemmer af Bodil-komitéen har aldrig fuldtalligt deltaget i hverken nomineringsmøde eller den endelige afstemning, der afgør årets vindere. Stemmeprocenten har vekslet mellem 50 og 75 ifølge Bodil-komitéen selv.
Bundrekorden blev i år slået, da kun atten medlemmer af Bodil-komitéen deltog i nomineringsmødet. Derfor kan man roligt fastslå, at der mangler stringens i uddelingerne. Med en så divergerende stemmeprocent og uden viden om, hvilke medlemmer der har stemt de enkelte år, kan alt jo ske. Man kan derfor ikke holde de enkelte års Bodil-vindere op over for hinanden.
Bodil-uddelingen mangler både pejlemærker, standard og stringens. Og Bodil? Ja, hun kan kun stille stå og fælde en tåre over det kaos, der foregår i kulissen.
