Tid til fordybelse

Når man møder et menneske, hos hvem kæften ikke står stille, og emnerne præsenteres i zigzag, så bliver man først pirret. Indtil man finder ud af, at personen taler og taler for at undgå det uhyggelige øjeblik, hvor man bliver konfronteret med stilheden og konfronteres med sig selv.

Når man gør det, og tankerne får plads, kommer refleksionen. Så vælder følelserne op, og man møder måske et menneske, man slet ikke kan genkende – måske et menneske, man slet ikke bryder sig om.

Og så er det bare med at sætte talestrømmen i gang igen.

Sådan omgiver vi os hele tiden med noget, der kan distrahere os, så vi ikke falder ind i eftertanken og bliver i dårligt humør. Vi omgiver os med noget, der fritager os fra at stille krav til os selv. Som når vi lader tv’et køre i baggrunden.

Det er nok en af grundene til, at film med højt tempo og høj underholdningsværdi er så populære.

Vi får simpelthen en pause fra verdens fortrædeligheder, og det er der ikke noget i vejen med. Det har vi brug for, og det kan også give os store oplevelser.

Men hvis det er den eneste ret, der bliver serveret, så er vi sat på smalkost.

Jeg var inde og se Sauls søn, og det var en vigtig film. Det er egentlig første gang, at jeg sådan rigtigt har forstået, hvor vigtigt det er, at der produceres historiske film, og hvor meget film er tidens visitkort.

Film får os til at huske, film bringer vore erfaringer videre fra generation til generation.

Og film, der har en klar arena og en fortælling, der giver publikum lejlighed til fordybelse, er gode fortællinger.

I Sauls søn er vi i den mest enerverende arena: en nazistisk udryddelseslejr i Anden Verdenskrig. Og vi er dér i kældrene, i gaskammeret, på appelpladsen og i skurene.

Filmen giver os et blik – Sauls blik. Vi bliver ham, der med løgn og manipulation fører folk ind i gaskamrene. Vi bliver ham, der slæber ligene ud.

Der er blevet produceret et uendeligt antal film om Anden Verdenskrig. Mange af dem er spændingsfilm, der kører for ens indre blik som en uendelig kæde af scener med eksplosioner og lemlæstelse.

Alle husker åbningsscenen i Spielbergs Saving Private Ryan, der åbner med en 25 minutter lang beskrivelse af de amerikanske troppers landgang i Normandiet på D-dag.

Og jeg må tilstå, at min smerte og indsigt ikke bliver større og mere sand af at betragte dette inferno. Den meget realistiske 1:1-beskrivelse sætter ikke gang i dybere følelser og refleksioner.

Jeg bliver fanget, fastholdt og underholdt. Men ikke klogere.

Når jeg omvendt er meget til stede i Sauls søn, skyldes det, at filmen dvæler ved detaljen. Man lærer noget om arbejdsgangene i lejren, og gennem denne konkrete handling står krigens gru malet i ens øjne.

Man forlader biografen som et forandret menneske med en indsigt, man ikke havde været i nærheden af tidligere.

Jeg kan kun anbefale alle at gå ind og se Sauls søn.