Filmnoter i skudlinjen

I disse dage sidder jeg fordybet i arbejde.

For et par år siden skrev jeg Filmnoter, en bog om udøvelsen af instruktørgerningen med fokus på lavbudgetfilm. Nu skal den ud som e-bog. Jeg reviderer manuskriptet og arbejdet inviterer mig til at gå down memory lane.

Sideløbende med revideringen af Filmnoter arbejder jeg på et oplæg til en spillefilm, der hører til i en anden liga.

Sidste år støttede Kunstfonden mig, så jeg i en periode kunne fordybe mig i research og møder med mentorer og mennesker, der skulle hjælpe og inspirere mig til at tage nye skridt. Tage springet fra dårligt finansierede lavbudgetfilm til en velbudgetteret spillefilm, der kunne udfordre og udvikle mig som filminstruktør.

Man bliver hurtigt sat i bås, og det er svært at vriste sig løs eller i mit tilfælde vende tilbage til udgangspunktet.

Da jeg for femten år siden begyndte at arbejde med lavbudet (fordi jeg havde svært med at få finansieret mine film), rygtedes det ude i miljøet. Jeg fik mange henvendelser fra unge mennesker, der ville drikke kaffe og have, at jeg skulle fortælle, hvordan man kunne producere spillefilm uden om Det Danske Filminstitut.

En dag, hvor jeg steg ud af badet, fangede mine øjne tre ungersvende på gårdspladsen.

De får lidt på opleveren, og jeg finder hurtigt badekåben frem. De tre ynglinge er elever fra en teaterskole, og de har opsnuset, at jeg har hus på Møn, og nu står de her med et filmmanuskript så tykt som en mursten og spørger, om jeg ikke vil læse det og komme med kritik og gode råd.

Jeg er i min grundform flink. Så jeg tog imod manuskriptet, fik deres navn og adresse og sled mig igennem de mange sider, men det var ikke særligt oplivende. Manuskriptet var desværre på et niveau, hvor gode råd ikke slår til. Al begyndelse er svær, må man konstatere.

Ikke så lang tid efter har jeg en ny ungersvend i røret. 

Det var Kaspar Munk (senere kendt som filminstruktør). Han havde talt med Claus Christensen fra Ekko, og Claus havde fortalt ham, at jeg var kvinden, der kunne fortælle ham, hvordan man kunne få en lavbudgetfilm i biografdistribution.

Det var en af de dage med et ordentlig skud pms i kroppen og en højprofileret irritation over et afslag fra en filmkonsulent samt en generelt uro for, hvad fremtiden ville byde mig.

Ud af munden røg følgende replik: ”Skaf 10.000 kroner – saml nogen venner – så skal jeg fortælle dig alt om lavbugetfilm. Jeg er træt af at skulle stå til rådighed for gud og hvermand og agere filmkonsulent uden løn.”

Det var en af de dage, hvor udtrykket ”at få det forkerte ben ud af sengen” virkelig giver mening. Efter et par timer ringede jeg tilbage til Kaspar, trak i land og videregav nogle oplysninger.

Men den pinlige oplevelse, der sad i kroppen lang tid efter, blev et af startskuddene til at skrive Filmnoter. Bogen blev skrevet på baggrund af egne erfaringer og på noter fra min undervisning af filmskoleelever på Den Danske Filmskole.

Som jeg læser bogens kapitler igen, kan jeg se, hvordan jeg stak hånden lige ind i hvepseboet. Dengang kendte jeg ikke til modstanden mod lavbudgetfilm fra visse grene i filmmiljøet.

Jeg synes, at det var guds gave til filmbranchen. Takket være lavbudet kan man skabe radikale film, fordi graden af kunstnerisk frihed er stor. Jeg troede, at i hvilket som helst marked bankede der et lille hjerte for kunsten, friheden, anarkiet. Som Leonard Cohen synger: ”En sprække, hvor lyset falder ind.” 

Men som en af mine bekendte tørt bemærkede: ”Man bevarer kun magten, hvis man uden nåde arbejder på at beholde den.”

For år tilbage, før den digitale revolution, var det meget svært at komme til at producere film. Udstyret kostede mange penge, og råfilmen var dyr.

Der var ikke mange, der blev lukket ind i branchen. Det var et eksklusivt hold af mennesker, som hørte til der. Men man kan sige, at der ikke er så meget, som har ændret sig. Alle og enhver kan gå ud og producere sin egen film og dermed kalde sig instruktør, men der er ingen garanti for, at man bliver lukket ind i branchen og kommer til at arbejde som instruktør.

I dag er branchen bygget op af en hær af gatekeepers: filmkonsulenter, producere, produktionsselskaber, tv-stationer, salgsagenter, distributører, biografer, streamingtjenester, avisredaktioner, medieudbydere og så videre. For at få en film ud i verden skal repræsentanter fra denne" hær af smagsdommere" blive enige og arbejde sammen.

Jeg var til et spændende møde, som Det Danske Filminstitut afholdt. Salgsagenten Gabor Greiner fra Films Boutique fortalte om arbejdet og indsatsen omkring deres film. Her blev det gjort klart, at en stærk salgsagent kan åbne døre – til finansiering, festivaler og distributører. Dermed bliver filmen synlig.

Budskabet lød, at der skal lægges en benhård strategi, for at en film kan klare sig på markedet.

I disse co-produktionstider skal mange mennesker være eller blive enige om at ville satse på en navngiven instruktør. En af de replikker fra salgsagenten, der gjorde indtryk på mig, var denne:

”For fire-fem år siden arbejdede vi med en film som for eksempel en far og en søn, der sidder sammen og skræller kartofler i to timer uden at sige et ord. Det var sådan nogle film, som vi selv elskede. Men det går ikke mere, markedet har ændret sig. Den tid er forbi, nu tager vi også komedier ind.”

Markedet taler. Vi ser det i den kamp om territorier, vi er vidne til.

Som jeg hører det, er der simpelthen ikke nok penge i lavbudget/arthousefilm til, at det er interessant. Disse film jager publikum væk, og biografen skal holde en vis genkendelighed og standard for sine film. Ellers braser alt sammen. Og hvis ikke biografen er flagskibet, har vi ikke nogen gangbar filmindustri.

Filmnoter er en slags kogebog til at skabe en film. Step by step gennemgår jeg, hvad man skal tænke på, undersøge og løse, før man kaster sig ud i en filmproduktion.

Der gælder de samme regler og krav til analyse og overvejelser lige meget, hvilken film man skal i gang med at instruere/producere.

Det er vigtigt. at markedet ikke hermetisk lukker sig omkring en prototype. Der skal være nogle instruktører og producere, der tør banke på markedets dør og udfordre dørvogterne.

Derfor giver det en stille glæde og en vis mening at sidde her på mit kontor og redigere kapitler i bogen. 

Filmnoter er mit bidrag til samarbejde og åbenhed, og det har vi brug for i filmbranchen.