Nødvendig hjælp til spedalske film

Vel er vi så satans privilegerede, at staten holder hånden under vores eminente branche (ligesom den gør med dagbladene, landbruget og skibsfarten). 

Smukt er det, at Den Sidste Sovjet uddeler penge på foranledning af samfundet, så vi kan producere vores film. 

Så langt så godt – og tak for alle gode hensigter. 

Vores biografer er jo stadig på trods af den altid eksisterende konkurrence fra andre medier stedet. 

Kald mig gammel, rynket og revisionistisk – men det er det ultimative, som filmskaber at se værker tone frem, efter det magiske tæppe er trukket fra.

Biograferne i Danmark gør en heroisk indsats for filmen og for deres egen indtjening selvfølgelig. I de bedste tilfælde er der sammenfald. 

Men …

Der er en bunke film, som Den Sidste Sovjet har givet mange penge. Holdet, instruktøren og producenten har i årevis dedikeret deres liv til projektet. Men filmene vurderes ikke kommercielle nok til at få biografpremiere.

Den gamle købmand burde ikke have kvababbelser ved, at markedet trods alt bestemmer. Men sammenholdt med samfundets investering i filmprojektet er det mangel på bæredygtighed at lade de ikke-kommercielt egnede film lide strådøden.

Kan vi bruge 535 solgte billetter til en dansk arthouse-film til noget?

Ja, fandeme! For markedets dom er det, der får de involverede videre. Jeg har lavet utallige flop med nu store filmkunstnere og tro mig: Det piner os filmmagere, at de ikke kunne nå publikum!

Kan vi så gøre noget?

Ja, filmbranchen har en forpligtelse til at vise disse spedalske film – altså dem, ingen vil røre. Og da vi ikke kan påføre biograferne tab ved at vise disse film, må vi i vores oversubsidierede verden erkende, at samfundet må betale for visningerne.

Er det så galt?

Der er pumpet millioner i produktionen, men ingen ser det som en nødvendighed, at offentligheden også får kendskab til disse film. Og kære venner: Livet har lært mig, at det nok er her, kommende triumfinstruktører gemmer sig. 

Så dybest set må vi til at sige: Skal filmen have produktionsstøtte af Den Sidste Sovjet, skal den også følges af et visningstilskud, så alle biografer i landet med fordel kunne vise disse film en onsdag eftermiddag. 

Skulle man lige regne på, hvad en sådan ordning ville koste? 

Mit gæt er sammenlagt 750.000-950.000 kroner i visningstilskud til måske ti film om året. Set i lyset af, at disse film ofte har tre-seks millioner hver i støtte med sig, er det ingenting. 

Vel dukker der sikkert kun et fåtal op til disse subsidierede visninger, men i provinsen, Jylland og på Fyn har man vel også krav på at se, hvad disse sære, elitære kunstnere har at byde på. 

Jeg tror også, at disse film kunne bruge en gammel, garvet distributør – for eksempel pensionerede Jan Lehmann fra Nordisk Film. En mand, der har lanceret to film om ugen i de sidste 45 år. 

En sådan nestor kunne hjælpe på følgende faktum: De smalle og sære film skæmmes oftest af en dårlig titel, en dårlig plakat, en dårlig pitch.

Få ændringer ville få en hel del af disse film til at fremstå bedre, klarere og mere attraktive.

Det ville være skønt, hvis de fremstormende filmskabere kunne trække på kvalificeret rådgivning fra folk i branchen. Og ikke kun forlade sig på en RUC-stipendiat, der gør sig klog på den smukke kunst at distribuere.