Sommerblog 3 – Lavbudgexit
Filmaftalen 2014-2018 var et svendestykke, både hvad angår enighed (alle partier stod bag), men også i nytænkning. Især idéen om lavbudgetfilm var et af de bedste tiltag i mange år. Citat fra aftalen:
”Som forsøg kan der i aftaleperioden ydes støtte til 12-24 lavbudgetfilm. Der kan ydes støtte til spillefilm med et budget på henholdsvis maksimum tre millioner kroner og maksimum seks millioner kroner. Lavbudgetfilm støttes på konsulentordningen, markedsordningen og New Danish Screen. Der er intet maksimum på støtteintensiteten for lavbudgetfilm. Ordningen skal give både nye talenter og etablerede talenter mulighed for at producere lavbudgetfilm.”
Med dvd-markedet, som nærmest er forsvundet, og et streamingmarked, der ikke er bare i nærheden af samme økonomi, er der en fare for, at færre film skal have flere penge i støtte.
Det er en livsfarlig vej, som var ved at lukke dansk film ned i starten af 90’erne, hvor der for eksempel blev produceret femten film i 1990 til et samlet tilskuertal på 620.000. Det var 253.000 færre end årets store overraskelse Pretty Woman, der blev set af 873.000.
Årsagen var, at dansk film var stagneret i fuldfinansiering, og 50/50-ordningen var ikke kommet op i gear. Året efter blev der kun produceret ti film, hvor det samlede tilskuertal var 1.533.048. Det var en enkelt film, der hev det op: Krummerne med et billetsalg på 858.632. Krummerne var støttet af den nye 50/50-ordning og gjorde det lødigt at lave film til et stort publikum.
Med lavbudgetordningen åbner der sig igen muligheder for at skabe nye instruktører, projekter, skuespillere, produktionsformer og distribution. Ordningen er fra politikernes side ikke kun tænkt som smal, men på tværs af alle ordninger. Det startede fantastisk.
Det Danske Filminstitut lavede nogle gode vilkår, hvor man kunne søge udvikling og få svar inden for fire uger og eller efter to uger ved en produktionsansøgning. Tv-stationerne gik med på idéen og lovede også at behandle inden for fjorten dage. Man kunne få op til 60 % støtte på seks millioners budget og 80 % på et tre millioners budget.
Desværre glemte Det Danske Filminstitut at indrette markedsordningen til lavbudget, hvilket var og er en fatal fejl.
Regner Grasten Film er vild med nye tiltag, der kan sætte gang i hjulene. Vi tog chancen som dengang med Krummerne. Vi så, at der var et hul i julen 2015 for børnefilm og hyrede Frederik Nørgaard i april til at skrive et manuskript og instruere Villads fra Valby. Vi kunne ikke nå at søge udvikling, men tog chansen med produktion.
Den 1. juni søgte vi støtte hos børnefilmkonsulenten Åke Sandgren og fik ja fjorten dage efter og ti dage efter et ja fra DR. Vi fik 3,6 millioner fra Det Danske Filminstitut og 1,5 millioner fra DR, som er deres maksimum på lavbudget.
Så alt var godt. Den 22. august gik vi i optagelse. Vi optog på femten dage. Alle var ansat under overenskomsten.
Første juledag havde vi premiere over hele landet til fine anmeldelser. Villads fra Valby var tænkt som en ren børnefilm, en genre, som har det vanskeligt i Danmark, men som er vigtig for den næste generation, og her var lavbudgetordningen perfekt til at tage en chance på.
Villads fra Valby overraskede alle og solgte 85.000 billetter.
En anden chance, vi tog, var at droppe dvd (første gang for en biografsucces) og gå direkte på vod uden de store omkostninger. Vi ville teste markedet. Villads fra Valby har været og kommer på flere store børnefilmfestivaler.
Så gevinst på alle hylder med den første film under lavbudgetordningen.
Så hvad gør Det Danske Fiminstitut? Sætter de maksimum fokus på at udvikle ordningen efter Villads fra Valby-succesen?
Desværre ikke. Man vælger tværtimod at stramme reglerne. På grund af Villads fra Valby er det nu ikke muligt at søge direkte produktionsstøtte. Man skal igennem udvikling først, og en ny instruktør kan ikke lavbudgetdebutere på konsulentordningen eller markedsordningen.
Hvis de regler havde eksisteret, da vi ville lave Villads fra Valby, var filmen aldrig blevet lavet. Årsagen er nok den nærmest ikke-eksisterende opbakning fra de store organisationer. Når krybben er tom, bides hestene, og netop lavbudgetordningen og det, vi viste med Villads fra Valby, vil helt sikkert true de etablerede aktører i branchen på deres eksistens.
Men det er ikke godt for dansk films fremtid.
