Kan svenskerne kopiere dansk filmsucces?

Jeg kommer lige fra en tænketank på det Svenske Filminstitut, hvor jeg skulle fortælle om det såkaldte danske filmmirakel, som svenskerne misunder os. Nok er der lysende enkelttalenter på det svenske filmfirmament: instruktører som Jan Troell og Lukas Moodyson og skuespillere som Pernilla August og Stellan Skarsgaard kan stadig få os til at bøje hovedet i benovelse, men bevæger man sig blot et enkelt trin nedad fra den lille superliga, så er det mere almene kvalitetsniveau ikke nær så højt som det danske, og hele filmmiljøet savner tydeligvis en samlende kraft og egentlig bevægelse.

Men dansk films privilegier er også iøjnefaldende og kan nok tåle at blive celebreret endnu en gang:

Vi har haft en sammenhængende filmpolitik i snart 50 år, og har derfor fået en fødekæde, der grundlæggende fungerer. Vi har en støttepolitik for produktion, udbredelse og opbevaring af film, og vi har en uddannelsespolitik der sikrer uddannelse i filmmediet såvel for ”brugerne” af filmmediet som for dem, der laver filmene.

Vi har en filmskole, der i 47 år har uddannet generationer af filmfolk. Den har udviklet et fælles sprog, der fokuserer på fortællingen som det samlende princip, og den har skabt en generøs samarbejdsånd blandt professionelle filmfolk, der i de fleste andre lande er fastlåste i skyttegravspositioner som konkurrerende fagidioter i et iltfattigt miljø. Derfor er også filmens vandbærere som fotografer, klippere og lyddesignere blandt de bedst uddannede i verden.

The team spirit fra Filmskolen har skabt grobund for enestående landvindinger: Filmfolkene holder sammen efter endt uddannelse, og det er for eksempel ud af disse produktionsmiljøer, at Dogme 95 blev skabt. Dogmefilmene modbeviste den fordummende tese om, at kunstnerisk kvalitet og publikumsinteresse skulle være en modsætning, og Dogmereglerne selv var en videreudvikling af et velkendt princip for filmskoleelever, der i årevis havde arbejdet med spilleregler i deres øvelsesfilm. I en periode var Filmbyen den førende, filmkollektive legeplads og et brændpunkt for de nyeste filmtanker. Og fællesskabstanken blev en grundstørrelse, der blev overført i så forskellige størrelser som Den Europæiske Filmhøjskole og det kollektive træningsintiativ Super-16.

For at udnytte de sparsomme ressourcer optimalt i et lille land som Danmark, må uhensigtsmæssige territorier nedbrydes, så talentet kan flyde frit. Da Teaterskolen og Filmskolen i 90’erne begyndte at lave fælles forløb for deres elever, afløstes filminstruktørernes teknikfiksering af en forståelse for filmskuespilleriets potentiale. Flere stjernesamarbejder er grundlagt på Filmskolen, tænk bare på Thomas Bo Larsens mange præstationer i Thomas Vinterbergs film.

På Danmarks Radio begyndte de i midten af 90’erne at bruge filmfolk inden for alle fagretninger på deres tv-serier, og det betød en velkommen udvidelse af filmfolkenes virkefelt. I dag er det faktisk et problem for filmbranchen, at tv-stationerne nærmest støvsuger Filmskolens manuskriptuddannelsen for talent. Men synergien mellem film og tv har gavnet både filmfolkenes professionelle niveau og tv-seriernes kunstneriske gennemslagskraft.

Dansk films høje niveau skyldes selvfølgelig i høj grad enkeltpersoners bedrifter. Men uden de befordrende strukturer havde Lars von Trier næppe fundet sammen med Peter Aalbæk Jensen og skabt Zentropa, som blev en enestående katalysator for dansk films grøde både hjemme og internationalt med en gennemslagskraft, der hæver sig langt ud over den enkelte films succes.

I dag er dansk film stadig præget afbåde kvalitet og succes, selvom det er over 10 år siden, at aviserne dommedagsprofeterede, at FESTEN er forbi, da dogmebølgen så småt døde ud. Men at det tårnhøje niveau ikke var bundet til en enkelt faktor er tydeligt i dag, hvor vi kan bryste os af kvalitetsfilm inden for snart sagt alle genrer, og hvor tv-dramatikken hævder sig internationalt – også uden for krimiernes nedtrådte græsgange.

Det er ti år siden, at New Danish Screen blev skrevet ind i Kulturministeriets Filmaftale for at give de kommende generationer mulighed for at eksperimentere og derigennem skabe grobund for fortsat fornyelse. De første 3 spillefilm endte med at gå deres sejrsgang rundt på alverdens A-festivaler, men faktisk var succes et omvendt parameter: for mange vellykkede film var det et faresignal om, at ordningen havde lavet for få risikable satsninger!

I dag vil Sverige etablere en ordning direkte inspireret af New Danish Screen. Men deres filmpolitik lider kraftigt under, at filmstøtten er direkte finansieret af et miskmask af organisationer, der alle skal sidde med ved forhandlingsbordet, når der skal laves nye filmaftaler, så resultatet oftest ligner et kludetæppe af halve intentioner og hovsaløsninger. Og med sin decentrale uddannelsespolitik har Sverige skabt et væld af små filmuddannelser, der konkurrerer mod hinanden i stedet for med de bedste internationale skoler - elite er sågar et fy-ord, selv når det gælder uddannelser!

Men den internationale elites succes vil svenskerne gerne have del i. At lede efter et quick fix for svensk film kan man dog godt opgive. Eneste virksomme opskrift er at sætte kvalitetsbarren højt og arbejde for forbedring på alle parametre. Jeg kunne godt ønske dem et uafhængigt filminstitut, der var i stand til at formulere klare filmpolitiske målsætninger og havde midlerne til at føre dem ud i livet. Det ville være fantastisk hvis de opgav de smålige, regionale hensyn og skabte et nationalt centrum for filmuddannelse, som både i kraft af elitelærere og eliteelever kunne blive fødemaskine for en ny, stærk generation af filmfolk. Og hvorfor er der ikke nogen af de unge svenske filmfolk, der i mellemtiden slår pjalterne sammen og selv gør en indsats for at skabe et inspirerende filmmiljø?

Herhjemme kan vi passende gribe i egen barm, og for nu bare at begynde et sted: Hvor er kraftcentret i dansk film lige nu? Trods uomtvistelige kvaliteter bærer hverken Filmskolen eller Filminstituttet den visionære førertrøje, og Filmbyen er sygnet hen, og produktionsselskabernes kreative miljøer synes at være en saga blott. Hvor skal den næste bølge af filmtalenter samle sig?