Et godt Råd

Da jeg i 1999 blev ansat som filmkonsulent, virkede ansættelsesproceduren lemfældig. Min ansættelsessamtale var domineret af naive spørgsmål som: Kan du finde ud af at sige nej? og Hvad er din yndlingsfilm? De færreste i udvalget havde indsigt i filmkonsulentens arbejde, og det føltes ærligt talt som om man kunne score points bare ved at rive de rigtige meninger af sig.

En høvisk samtale er ikke nok til at gennemskue, hvem der vil blive gode konsulenter, og i erkendelse heraf ændrede Filminstituttets ledelse nogle år senere ansættelsesproceduren. Det skete i fælles forståelse med Rådet for Spillefilm, hvis opgave det blandt andet er at deltage i ansættelsen af filmkonsulenter. Min nu afdøde filmskolekammerat, manuskriptforfatteren Lars Kjeldgaard, var med i Rådet og med til at designe en opfindsom nyskabelse. Nu fik konsulentaspiranterne udleveret et spillefilmmanuskript, som de skulle læse og vurdere, og de skulle så gennemføre en konsulentsamtale om manuskriptets udviklingspotentiale mens Lars agerede ansøger med stor overbevisning – han havde jo prøvet det på egen krop.

Metoden blev en øjeblikkelig succes og har vist sit værd de seneste ti år, hvor den har medført en frasortering af de værste distanceblændere, samtidig med at den fra første færd gør de kommende filmkonsulenter opmærksom på samtalens betydning for sagsbehandlingen.

Det er en ændring, som Filminstituttets daværende ledelse og Rådet for Spillefilm kunne være stolte af at have skabt i fællesskab.

Nu, et årti senere, er der andre ansigter i ledelsen på Det Danske Filminstitut, og jeg selv har netop været til mit første møde i det nyvalgte Rådet for Spillefilm, hvor jeg blev valgt til formand – om det er en blessing or burden, vil tiden vise.

Rådets medlemmer er alle mennesker med markante meninger: Filminstruktøren Birgitte Stærmose, der i spillefilmdebuten Værelse 304 demonstrerede kosmopolitisk fingerspitzgefühl, er en af de aktivister, der ihærdigt arbejder på at puste nyt liv i Instruktørsammenslutningen; Per Holst, Producentforeningens vitale nestor, har en tungtvejende ballast i sit bagkatalog af filmklassikere fra Bennys Badekar over Forbrydelsens element til Pelle erobreren; Biografforeningens hyperaktive formand Kim Pedersen er den flittigste leverandør af blogindlæg her på Ekko, han går aldrig af vejen for en rask uenighed og er altid i højt humør; og Eva Jørholt, lektor og leverandør af stjerneforelæsninger i Filmhistorie på Københavns Universitet, er et fascinerende massiv af klassisk viden og årvågen intelligens.

Vi har ikke bedt om at sidde i stue med hinanden, men nu sidder vi der i de næste fire år. Hvad kan vi mon bruge vores talenter til? Kan vi, der kommer fra så forskellige ståsteder i filmmiljøet, finde fælles fodslag om noget som helst?

Vores opgave er at rådgive Filminstituttets ledelse sammen med Kontaktudvalget, Museumsrådet og Kort- og Dokumentarfilmrådet, hvis medlemmer er udpeget af diverse brancheorganisationer og brugergrupper. Dertil kommer brancheorganisationernes egne lobbyister, der alle står på nakken af hinanden for at påvirke Filminstituttets ledelse.

Det står i Filmloven, at vi skal rådgive Filminstituttets direktion og bestyrelse, så de har vel pligt til at lytte til os. Men hvordan undgår vi, at det bliver en forbandet pligt for dem? Selvom vi måske med forretningsordenen i hånd kan tvinge bestyrelseshestene hen til truget, så får vi dem nok aldrig til at drikke vand, der hældes ud ad ørerne.

Derfor er det afgørende, at vores rådgivning ikke bliver en høreværnskrævende kakofoni af særstandpunkter, som det er umuligt at finde en samlende rød tråd i. Som sådan bliver vores Rådsarbejde en prøvesten for, om filmbranchen kan finde en samlet politisk strategi for de næste år.

Og der er brug for, at alle kræfter forenes, for dansk film står som sædvanlig over for kæmpe udfordringer og omvæltninger: Inden for det næste års tid skal Folketinget vedtage en ny Filmaftale, der vil regulere pengestrømmene til hele filmmiljøet i en fireårig periode. I en tid med samfundsøkonomisk smalhals skal filmverdenen undgå at bides indbyrdes, fordi krybben er tom men i stedet kæmpe sammen for, at politikerne fortsat prioriterer dansk filmkultur, og for at de altid knappe ressourcer udnyttes optimalt.

Opgaven er ikke nem, blandt andet fordi den globale medievirkelighed er i færd med en så radikal omkalfatring, at ingen kan vide, hvordan den vil se ud om fire år.

Målet må være en sammenhængende filmpolitisk vision, der prioriterer kvalitet, opmuntrer til synergi og satser på talentudvikling og innovation.

Konkret vil jeg kæmpe for mine kæpheste: At konsulentordningen styrkes, fordi den er afgørende for dansk films succes, at de øremærkede midler til børne- og ungdomsfilm ikke ender i Romertalsfilmenes lommer, at New Danish Screen igen skal kunne eksperimentere med spillefilmmidlerne, og at vi nydefinerer, hvad dansk spillefilm er for en størrelse i forhold til de andre mediers fortællinger i levende billeder.

Jeg er sikker på, at de andre Rådsmedlemmer har andre kæpheste, og jeg satser på, at vi får et energisk og humørfyldt samvær ved vores Rådsmøder. For skal vi reelt være et godt råd for ledelsen, så skal vi formå at udnytte vores forskellighed til sammen at lægge hovederne i blød og producere konstruktive overvejelser, der kan kvalificere Filminstituttets ledelsesarbejde og tilføre det et friskt fagpolitisk perspektiv.