29. dec. 2018
Netflix tager springet med en interaktiv film
Hvem skal springe i døden i Netflix’ nye  interaktive film i Black Mirror-serien? Du bestemmer! Netflix

Netflix tager springet med en interaktiv film

Skal vi i fremtidens fortælleform selv være med til at bestemme handlingen?
Af Claus Bülow Christensen

Netflix har i juleferien overrasket brugerne med lanceringen af sin første interaktive film for voksne: Bandersnatch. Den indgår i antologiserien Black Mirror, og traileren kan ses her.

Idéen om en interaktiv fortælling dukkede op på de første hjemmecomputere allerede i 80’erne – som tekstbaserede eventyr med valgmuligheder og grafiske spil på computere som Commodore og Spectrum.

Den solide lineære fortælling lod sig dog aldrig true, og en filmisk pionerer som George Lucas forstod at udvikle sit eget spilfirma (Lucas Interactive) parallelt med udviklingen af film som Star Wars og Indiana Jones. Og disse filmserier blev også til mange gode computerspil.

Netflix, der har udviklet en effektiv maskine til at distribuere film og tv-serier over hele kloden, har sat sig for at puste liv i den interaktive film. Man har allerede afprøvet interaktivitet på en række børnefilm, for eksempel Puss in Book: Trapped in an Epic Tale og Buddy Thunderstruck.

Det har været en succes, siger Netflix selv, og derfor henvendte man sig til skaberne af Black Mirror-serien for at få udviklet den første interaktive fortælling til voksne. Black Mirror skaber og forfatter Charlie Brooker var først afvisende, men da den rette historie tog form, kastede han sig over projektet.

Det har resulteret i en gennemført meta-historie om en ung spiludvikler med psykiske problemer. Han sætter sig i 1984 for at skabe et interaktivt computerspil baseret på hans afdøde mors yndlingsroman. Forfatteren af romanen blev i skriveprocessen vanvittig og skar hovedet af sin kone.

Man bliver hurtigt fanget af den basale historie og klukker over de første uskyldige spørgsmål, hvor man vælger, hvilket morgenmadsprodukt vor helt skal indtage, og hvilken musik han skal lytte til. Men snart bliver valgene mere alvorlige, og man sidder hurtigt tilbage med en kildrende frustration. For hvad nu, hvis jeg havde trykket ”ACCEPT” i stedet for ”REFUSE”?

Du bestemmer foran fladskærmen
Et afgørende valg foran fladskærmen.

Men man bliver frem for alt fænget og ivrig efter at se, hvordan historien udvikler sig. Bandersnatch krøllede i hvert fald min hjerne helt sammen i flere meta-lag.

Den velkendte stil fra Black Mirror-serien er velegnet til den interaktive historie og tydelig i sin snigende uhygge og den måde, man føler sig ramt af de moralske dilemmaer på. Filmen er flot instrueret af David Slade, der også stod bag det uhyggelige Black Mirror-afsnit Metalhead, og de britiske skuespillere er i topklasse med en overbevisende Fionn Whitehead fra Dunkirk i hovedrollen.

Hvis man efter endt gennemsyn er klar til en ny version, kan man opleve, hvordan ens valg har betydning. Man mærker en grad af manipulation bag systemet, når man ikke træffer hensigtsmæssige valg. Til gengæld belønnes man med tid til at dvæle ved de utallige referencer og hints frem mod slutningen, der udvikler sig ganske anderledes.

Hvis man bare lader filmen køre uden at vælge, er den relativt kort og fredelig. Vil man have voldsom action, skal man selv tage aktive beslutninger undervejs. Der er i alt fem forskellige slutninger, men ingen fast opskrift på, hvordan man finder dem.

Det har taget halvandet år at udvikle og producere filmen, men kun med 35 optagedage. Meget af tiden er gået med at udvikle et værktøj til interaktive fortællinger, Branch Manager, hvor forfatterne kan overskue alle variationer og kombinationer af det fortælletekniske forløb. Omkostningerne har været det dobbelte af et typisk Black Mirror-afsnit, og det samlede tidsforbrug på selve produktionen og post-production har også været det dobbelte.

For at sikre usynlige klip mellem de forskellige versioner har Netflix måttet videreudvikle deres streamingteknologi, da to videoklip skal gøres klar samtidig i baggrunden. Det kræver også ekstra båndbredde på kundernes internetforbindelse.

Der skønnes at være fem timers samlet materiale i Bandersnatch. Oplysningen stammer fra censurmyndighederne i Nordkorea, der forlanger et komplet gennemsyn, før film må offentliggøres.

Bandersnatch er i mine øjne vellykket, i hvert fald i de to versioner, jeg foreløbigt har set! Men den er også så meget meta, at man må spørge sig selv, om der overhovedet er andre historier, der egner sig til det interaktive format. Men Netflix’ produktdirektør Todd Yellin har udtalt, at streamingtjenesten har mange idéer på tegnebrættet – såsom komedier og romantiske film, hvor man skal vælge yndlingspartnere og den slags.


Det uskyldige valg.

Bandersnatch lander globalt i en periode, hvor mange holder ferie. Så nu får Netflix mulighed for at afprøve, hvordan deres millioner af kunder tager imod den første interaktive film på tjenesten.

Om Bandersnatch er starten på en helt ny genre for fremtidens tv-serier og film eller bare en åndssvag nytårsgimmick fra Netflix, ja, det bestemmer vi brugere i sagnes natur faktisk selv. For hvis vi klikker ind og klikker løs, så skal der nok komme mere.

Hvis denne form for interaktiv fortælling slår an, opstår der en række nye problemstillinger i produktionsbranchen, når der skal forhandles kontrakter og rettighedsaftaler.

Det bliver også interessant at se, om de hjemlige streamingtjenester vælger at springe med på vognen – og hvilken dansk tv-serie, der først vil komme i en interaktiv version. Måske TV 2 Play skal i gang med en interaktiv version af Badehotellet?

Relevante artikler

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Disney investerer over seks milliarder kroner i selskabet bag AI-tjenesten Sora, som får adgang til at generere videoer med det enorme galleri af figurer fra Star Wars og Marvel.

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Disney indgår stor AI-aftale
Nyhed
15. dec. 2025

Disney indgår stor AI-aftale

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten