18. jan. 2019
Netflix overrasker med flere tal
De engelske teenagere Maeve (Emma Mackey) og Otis (Asa Butterfield) starter en forretning, hvor de rådgiver deres klassekammerater om sex. Netflix-serien Sex Education er ifølge streamingtjenesten blevet set af imponerende mange brugere. Foto | Sam Taylor

Netflix overrasker med flere tal

Netflix afslører imponerende seertal for at holde på og tiltrække gode instruktører.
Af Claus Bülow Christensen

Netflix har aflagt regnskabsrapport for 2018, og streaminggiganten fortsætter sin globale vækst. Der er nu 139 millioner Netflix-abonnenter globalt, og på det amerikanske hjemmemarked nærmer man sig, at 50 procent af husstandene har abonnement.

Det amerikanske marked er således formentlig snart mættet. Her har væksten også været mindre, og da Netflix’ amerikanske kunder har fået en mærkbar prisstigning her i januar, har Wall Street udvist lidt bekymring.

Aktien faldt tre procent efter regnskabets offentliggørelse. Det betyder nok ikke noget i den store sammenhæng. Gennem 2018 er Netflix-aktien ifølge Marketwatch steget med 60 procent.

Netflix har skabt en voksende frustration ved at undlade at give indsigt i seertal på serier og spillefilm. Tal, der traditionelt har været vigtige for de kreative kræfter, som leverer det livsvigtige indhold til denne verdens største streamingtjeneste.

Det har heddet sig, at den eneste indikation på, at man har skabt en succes til Netflix, er, når Netflix ringer og bestiller en sæson 2. Men det er Netflix, der sætter betingelserne ved forhandlingsbordet. End ikke producenter og instruktører får oplyst tal for deres værker hos Netflix.

Derfor blev det også mødt med både overraskelse og stor skepsis, da Netflix for et par uger siden pludselig tweetede tallene for visninger af filmen Bird Box. Over 45 millioner visninger den første uge var en rekord for en Netflix-film. Sagde Netflix.

Den megen skepsis fik Netflix til efterfølgende at definere en visning til, at den enkelte husstand havde set mindst 70 procent af filmen.

Hvor mange, der har set under 70 procent og mistet interessen for den ellers ganske nervepirrende Susanne Bier-gyser, har der ikke været udmeldinger om. Men skepsissen var stadig stor, og mange branchefolk og analytikere opfordrede igen streamingtjenesten til at lade eksterne instanser validere tallene.

Seertal har altid været den stærkeste valuta og prestigeindikator for tv- og filmindustrien. Gode tal øger skuespillere og instruktørers markedsværdi, selv om man nok ikke kan være i tvivl om, at Netflix sætter stor pris på Susanne Bier, som de har fremhævet i mange medier.

Så meget desto mere overraskende er det at læse den seneste aktionærrapport fra Netflix, hvor Susanne Bier igen er fremhævet med nye seertal for Bird Box, og hvor der oplyses ganske mange seertal for tv-serier. Dog er der ikke tale om lange hitlister, men tal, Netflix givet har udvalgt ganske nøje for at stimulere sine investorers tillid til firmaet.

Tallene er spændende læsning, og når de er integreret i en aktionærrapport, som er underlagt en skrap revision, må vi kunne stole på dem.

Netflix fremhæver, at deres mange spillefilmspremierer i fjerde kvartal tiltrak flere seere end nogensinde. Netflix fremhæver sig selv som et godt selskab at skabe film for, at man har udvidet filmmarkedet ved at kunne tilbyde en unik, global premiereplatform – endda med succes i biograferne.

Netflix stikker til biografindustrien.

Man fremhæver filmen Roma, der angiveligt har været vist på over 900 forskellige biograflærreder verden over og stadig vises i nogle biografer, selv om den har været tilgængelig på Netflix siden 14. december. En sådan fremhævelse i en aktionærrapport kan kun ses som en udmelding om, at Netflix fortsat vil satse virkelig meget på spillefilm og kan læses som en ”if you can’t beat them, join them”-opfordring til biografindustrien.

Som store filmhits for Netflix i fjerde kvartal fremhæves Anne Fletchers Dumplin, den Chris Columbus-producerede The Christmas Chronicles, Paul Greengrass’ 22 July, Tamara Jenkins’ Private Life, Coen-brødrenes The Ballad of Buster Scruggs – og så altså Roma.

Men hvad er så de spændende seertal fra Netflix?

Bird Box estimeres nu til på sine første fire uger at blive set i hele 80 millioner Netflix-husstande, og det fremhæves også, at mange ser filmen flere gange.

Andre af spillefilmene får vi ikke seertal på i denne omgang, men til gengæld oplyses en række seertal for udvalgte tv-serier.

Tallene angives som ”Netflix-hustande globalt”, altså en visning pr. abonnement. Så det må formodes, at der kan være flere seere i nogle husstande, men Netflix taler ikke selv om dette. Alle fremhævede serier er originale Netflix-serier.

Spanske Elite havde tyve millioner husstande i de første fire uger. Tyrkiske Protector og italienske Baby havde hver ti millioner. Det samme gælder co-produktionen med BBC, Bodyguard.

Den amerikanske serie You sætter Netflix til 40 millioner husstande i de første fire uger, og samme ganske imponerende tal angives for den britiske serie Sex Education.

Det er ikke mange tal, men dog en interessant begyndelse, og vi må håbe Netflix lukker mere op for deres seertal i fremtiden. Det vil give et væsentlig indblik i, hvilken type serier og film der kan opnå et stort globalt publikum, og forhåbentlig får vi også nogle regionalt opdelte tal i fremtiden.

En dybere specifikation af tallene bør Netflix også diske op med. For eksempel er de ovenstående tal for tv-serier defineret som mindst 70 procent sening af mindst ét afsnit. Det skaber straks funderinger over, hvordan det så går med de andre afsnit.

Jeg spår, at Netflix lukker mere og mere op, for det kan både være med til at tiltrække og fastholde de gode instruktører. For hvem vil ikke synes, at det er ret fedt at blive fremhævet for svimlende 80 millioner husstandsvisninger over hele kloden?

Spørg lige Susanne Bier!

Relevante artikler

Nyhed
09. jan. 2019
Biers Netflix-film er vildt populær

Biers Netflix-film er vildt populær

Streaminganmeldelse
18. dec. 2018
Bird Box

Bird Box

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten