Kostbare krav kan føre til dansk talentflugt

Nye rettighedsaftaler i Danmark er sat i søen, og de er åbenbart så kostbare, at det kan hæmme produktionen af danske film- og tv-serier i fremtiden.

Er det mon helt gennemtænkt?

Netflix investerer velvilligt i danske tv-serier, enten i samarbejde med en dansk tv-kanal (Borgen) eller på egen hånd (Kastanjemanden). Netflix har også investeret massivt i Ole Bornedals Skyggen i mit øje mod at få den globale distributionsret.

Vi kender ikke de konkrete kontrakter for Kastanjemanden, men der har efter al sandsynlighed været tale om en såkaldt buy-out-aftale, hvor de kreative kræfter afregnes én gang for alle.

Sådan gør man i USA.

Hvis Kastanjemanden bliver en global succes, falder der næppe mere betaling af til instruktører, skuespillere og så videre. I stedet vil Netflix betale bedre næste gang, du producerer for dem (for eksempel 25 procent mere), eller også tilbyder de en langsigtet kontrakt (for eksempel aftale om fem film eller serier).

Vores fokus er ofte på Netflix, fordi de har været mest aktive på produktionsfronten. Men Disney har netop ansat en række markante danske profiler til at stå for deres danske produktioner, og det samme gælder HBO. Også Amazon har bebudet, at de vil lave dansk indhold.

Der bliver med andre ord stor efterspørgsel på danske film og tv-serier, og derfor vil masser af dollars fra Netflix, Disney, Amazon, Apple og HBO være til rådighed for danske film og tv-serier.

Hvis man da ikke får skræmt de amerikanske aktører væk med krav om dyre rettighedsafregninger, der ikke passer ind i deres modeller!

Create Denmark – en sammenslutning af Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Dansk Skuespillerforbund, Film og tv-arbejderforeningen, Dansk Journalistforbund, Dansk Musiker Forbund med flere – har indgået en aftale med Producentforeningen om rettighedsafregning.

Tanken er at videreføre de danske principper, så film- og tv-skaberne hvert år får udbetalt royalties, ligesom når en film bliver vist eller genudsendt på DR.

En serie eller film bliver i princippet købt af Netflix til at skulle ligge på deres streamingtjeneste for altid. Tjenesten vogter nidkært over deres brugerdata, hvorfor Create Denmark har valgt at lade abonnementstal være udslagsgivende for afregningen.

Så over tid skal Netflix eller TV 2 Play altså betale mere og mere, jo flere abonnenter de har.

Denne model støder frontalt sammen med den udbredte model hos amerikanske streamingtjenester. Man har i Create Denmark åbenbart gjort regning uden vært, da ingen af de tjenester, der i sidste ende skal aftage de danske kreatives produktioner, er blevet taget i ed.

TV 2 har slet og ret meldt ud, at man sætter planlægningen af nye danske produktioner i stå, indtil man kender konsekvenserne fuldt ud. HBO og Netflix forholder sig afventende, men det er ikke svært at regne ud, hvad de tænker.

I Norge derimod er man åbenbart lykkedes med en anden type aftale, som alle parter kan leve med.

Norsk Filmforbund og Netflix er blevet enige om en løbende ophavsretsaftale, der tilgodeser ”succesbaseret betaling”, uden dette er nøjere specificeret. Men Netflix har udtalt sig positivt om aftalen, så de er åbenbart parat til at indgå særaftaler.

I Danmark står parterne stejlt over for hinanden. Der er ikke tegn på, at Create Denmark vil moderere deres krav. Man virker overbevist om, at streamingtjenesterne vil være nødt til at affinde sig med aftalen.

Men tiderne har ændret sig meget, siden de danske rettighedssystemer blev udviklet.

Undersøgelser viser, at tv-serier og film i dag ikke har en særligt lang levetid på streamingtjenesterne. Netflix kan effektivt skabe stor hype om en ny tv-serie og få den på deres top 10-liste, men interessen forsvinder efter kort tid.

Film og serier bliver i dag hurtigere glemt, fordi der er så meget nyt at se.

Det gode for den kreative branche er, at streamingtjenesterne har brug for mere nyt indhold til deres flygtige og utålmodige abonnenter. Det vil uvilkårligt skabe endnu mere efterspørgsel på nye produktioner.

Men det er naivt at forestille sig, at det ikke skulle få betydning for danske film og tv-serier, hvis rettighedsafregning i Danmark bliver mere omkostningsfuldt end i andre lande.

De store amerikanske streamingtjenester vil altid optimere på deres budgetter, og hvis de står i valget mellem to enslydende projekter – en dansk og norsk – vil man selvfølgelig vælge den billigste.

Vi kan også forestille os, at Netflix eller Disney tilbyder en dygtig dansk instruktør en stor film rettet mod det danske marked mod et godt honorar.

Men instruktøren er bundet til at skulle forlange de danske rettighedsafregningssystemer, så hvad gør han eller hun? Siger nej til et spændende og velbetalt projekt med potentielt stor global rækkevidde?

Det lyder som opskriften på talentflugt fra Danmark, men også en medlemsflugt fra de faglige foreninger.