Nøgne mennesker

Det gik op for mig sidste år ved denne tid.

Min hustru og jeg havde indløst billet til guldpalmevinderen Adèles liv. Og rygtet om den ti minutter lange sexscene mellem Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos havde selvfølgelig også nået vores ører.

Og nu var jeg en smule nervøs. Det gjorde mig forlegen, at jeg i et semi-offentligt rum snart skulle bevidne to mennesker dyrke passioneret sex. Sæt nu, jeg følte noget forkert. Noget forbudt. Tænk, hvis jeg blev liderlig. Shame on me.

Vi nåede så frem til den famøse sekvens. Og den viste sig naturligvis ikke at være spor farlig. Tværtimod. Jeg forlod biografen pirret i alle sanser. Hvor tit sker det?

Episoden åbnede mine øjne for det faktum, at filmindustrien fremmaner en neo-victoriansk tankegang, når det kommer til seksualitet og kropslighed.

Adèles liv er undtagelsen, som bekræfter reglen.

Min egen bonerthed, tænker jeg, er en reproduktion af et globalt filmsprog, hvor amourøs kropskontakt er gjort til noget snusket og skamfuldt. Hvor sex au naturel er på kanten af det skandaløse.

Ser man bort fra værkerne af en lille håndfuld arthouse-instruktører, er sex på film noget, der foregår under dynen. Nøgne kroppe skal gemmes væk, og karaktererne er altid iført pyjamas, sove-t-shirt, you name it.

Til gengæld synes vold at være et virkemiddel, man slet ikke kan få nok af. Jo værre, desto bedre.

Det er en sær form for puritanisme, hvor man skildrer eksplicit tortur uden at blinke, men slukker lyset i samme øjeblik, to mennesker nærmer sig en dobbeltseng.

Hvis filmmediet er et prisme til at opleve og forstå menneskelig eksistens, så må ambitionen være at skildre alle facetter af livet solidarisk og i øjenhøjde med publikum.

Og Danmark, frisindets rød-hvide-vugge, burde selvfølgelig være det gode eksempel. Nedtrampning af tabuer er jo nærmest en dansk kernekompetence på niveau med vindenergi og svineproduktion.

Det er en kendt og integreret del af vores samtidshistorie, at vi som de første gjorde pornoen legal i slutningen af 1960’erne. Og det er vi vist stadig stolte af. Men sandheden er, at vi ved samme lejlighed spærrede seksualiteten og nøgenheden inde i en ghetto.

Med pornoen mistede man perspektivet og reducerede kønsakten til en mekanisme. Således medvirkede vi som nation til at udgrænse nøgenhed og sex fra filmkunsten. Med porno blev det nøgne menneske gjort til noget primitivt og todimensionelt.

Nøjagtigt som i resten af verden er danske instruktører og producenter i dag berøringsangste over for bar hud og scener af eksplicit seksuel karakter.

Og da Katrine Wiedemann i en særegen blanding af social- og magisk realisme bragte Julie Zangenbergs nøgne krop til skue i Viceværten, blev der spyttet i kaffen rundt omkring. Den film var noget værre svineri.

Jeg forstår godt, hvis man ikke var i hopla på at lave en Viceværten 2 efter den modtagelse.

Som sædvanlig er det kun Trier, der har modet og visionen til at strippe sine karakterer til benet i bogstavelig forstand. Idioterne, Antichrist og selvfølgelig Nymphomaniac.

Lige om lidt kommer filmatiseringen af Fifty Shades of Grey. Årets frække blockbuster i 2015. Rygtet siger, at Fifty bliver rated ”R” (børn under sytten skal ledsages af en voksen). Og at en endnu mere uartig version kommer senere.

Men prøv lige at tjekke traileren ud. Og spar for guds skyld besværet med at lægge børnene i seng og tage batterierne ud af brandalarmen. Den er fersk og uerotisk som en tur i Føtex.

Her taler vi om en fortælling, hvis kerne er et steamy hot fysisk forhold mellem to voksne mennesker. Og hvad får vi? En mand i jeans og bar overkrop. Et par elevatordøre, som lukker gådefuldt. Mit gæt er at resten af filmen er nøjagtigt lige sådan.

Der er brug for ægte dansk frisind på det store lærred. Mere end nogensinde.