Nu lægger jeg mærke til hver eneste berøring
Et håndtryk eller en finger, der strejfer en kind. Et kys på læberne. Et knytnæveslag eller et kvælertag.
Jeg har villet være filminstruktør, siden jeg var otte. Min far købte dvd’er til mig i Fona. Klassikere på tilbud. Han ville danne mig i filmhistorien.
Det er somme tider svært at tro på, at jeg i min lille lejlighed på Amager har fundet plads til 314 dvd’er.
Jeg har ikke fået set så mange dvd’er, som jeg egentlig gerne ville i karantæneperioden, men til gengæld har jeg set film på en helt ny måde.
Jeg har fået vasket mine øjne.
Pludselig lægger jeg mærke til hver eneste berøring skuespillerne imellem. Kærtegn eller slag. Faktisk er berøring mellem mennesker meget sjældent fraværende i film.
Vi skal forberede os på at leve med coronavirus fremover, siger chefen for WHO’s akutberedskab. Men hvad betyder det helt nøjagtigt?
Skal vi forberede os på en tilværelse, hvor vi må spritte hænder flere gange dagligt, undgå at besøge vores ældre på plejehjem, droppe de store forsamlinger, runde fødselsdage og arbejde hjemmefra på Zoom?
Og hvordan bliver det så med film? Er der også regler, som skal overholdes – ikke bare de næste par måneder, men måske de næste mange år? Må vi gentænke hele strukturen på et filmset, droppe bordet med slik og kaffe, undgå for tæt kontakt mellem fotograf og assistent og skrive fortællinger, som opfylder kravene om afstand mellem skuespillerne?
Er det overhovedet muligt?
Manuskriptforfatteren skriver på livet løs. En kærlighedsfortælling med tungekys og dvælende elskov. Producenten går manuskriptet igennem. Det er fremragende, men bryder med enhver coronaregel. Det må straks skrives om eller kasseres.
Hovedpersonerne kan ikke røre ved hinanden. De må forelske sig i hinanden på en eller to meters afstand. Fantasien har ingen grænser, men det får den, hvis coronareglerne på filmsettet for alvor bliver en realitet. Hvad pokker gør pornoindustrien?
Men måske sker der noget i fraværet af intimitet og berøring. Som i den glimrende Hende, hvor hovedpersonen forelsker sig i en AI – en kunstig intelligens, legemliggjort af Scarlett Johanssons stemme – som han har lange, dybe samtaler med til sent på natten? Eller Wim Wenders’ Paris, Texas, hvor de elskende nærmer sig hinanden via den fysiske adskillelse.
Også action- og voldsfilm kommer i vanskeligheder, for vold er også berøring og menneskelig kontakt, om end i en mere makaber form. Må vi vige fuldkommen uden om både fysisk vold og affektion?
Det er oplagt at tage coronareglerne alvorligt og gøre dem til dogmer – kreative benspænd – som kan udfordre filminstruktører til at skabe noget originalt og uventet.
Et godt eksempel er Den skyldige, hvor publikum følger en politimand, der modtager et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Al action foregår i dialogen. Virkemidlerne er enkle, men filmen fungerer takket være det stærke lyddesign og Jakob Cedergrens fremragende præstation.
Det bliver film, hvor replikkerne og lyden dominerer, og hvor publikum i højere grad selv skal skabe billederne. Film, der ligesom litteratur henvender sig til vores egen fantasi og forestillingsevne.
Lad os betragte coronareglerne som en gave og en kærkommen anledning til at tænke uden om de letkøbte, fysiske klichéer, der har domineret filmen, så længe vi kan huske.
