Minoriteternes knytnæveslag i solar plexus

Vi mærkede passionen trænge igennem på lærredet i Underverden, og nu oplever vi det igen med Danmarks sønner. Begge film er hårdtslående og voldelige, begge bruger virkemidler som stærke farvekontraster, et svulstigt soundtrack og en rå klippeteknik.

Begge er instrueret af en mandlig instruktør med minoritetsbaggrund, og i begge film optræder funklende våben, mænd med trænede overarme og bekymrede kvinder med bedrøvede øjne.

Filmene har noget vigtigt at fortælle os – noget, de vil ruske op i, diskutere, kommentere eller dissekere. De udfordrer publikum uden at være bange for at forskrække. Der er ikke meget jantelov eller ufarlig dansk ”hygge” over de to kraftfulde værker, som rummer netop det, mange andre danske film mangler: sjæl og hjerteblod, men også et oprør.

I Ulaa Salims Danmarks sønner og i hans fremragende kortfilm Vore fædres sønner, som kan ses på Ekko Shortlist og er Ekkos kortfilm i biografen i denne måned, samt i Fenar Ahmeds gennembrud Underverden og debuten Ækte vare møder vi splittede og vrede unge mænd, der forsøger at finde en plads i et samfund, som ikke ved, hvad det skal stille op med dem.

De mærker konstant hadet og fordommene fra den danske befolkning og møder både racisme og fordømmelse.

Jeg vil ikke påstå, at Danmarks sønner er et mesterværk. Filmen har sine problemer. Den er både flot og virtuos, men bliver for ensidig og tyk mod slutningen, hvor dramaet ender med at fremstå utroværdigt.

Og når instruktøren gør sig til varm fortaler for et ikke-ekskluderende fællesskab i Danmark, hvorfor inviteres vi så til kun at indleve os i unge, radikaliserede muslimer, mens højrefløjens unge racister fremstilles som afstumpede prototyper, hvis baggrund vi intet får fortalt om?

Hvad Danmarks sønner mangler, som Underverden forstod at drage ind i filmens fortælling, er et selvopgør.

I Underverden konfronterer hovedpersonen Zaid sin far, der har siddet på sofaen foran Al Jazeera i tyve år uden at have rejst sig og taget del i det samfund, han lever i. En sådan scene kunne aldrig være lavet af andre end en instruktør, som selv kommer fra og har oplevet det miljø, han så troværdigt skildrer.

Scenen er en af filmens stærkeste.

I Danmarks sønner må man spørge sig selv, om der slet ikke nogen i indvandrermiljøet, der har svigtet. Når en mand som Zakaria så let lader sig lokke til et mordforsøg på en kendt politiker, er han så kun et offer for dansk racisme?

Alligevel er Danmarks sønner en af de modigste danske film i lang tid. Den rummer et tiltrængt oprør mod højreekstremisme og afstumpede politikere, men også mod dansk films kedelige konformitet.

Filmene fra minoritets-Danmark emmer af alt det, film om det lidt for komfortable middelklasseliv mangler: et slagkraftigt budskab og en stærk fortælling, som vil mere end blot at underholde og tilfredsstille.

Zaid ejer i starten af Underverden en usandsynligt lækker lejlighed på Islands Brygge. Han er blevet en del af det magelige penge-Danmark, men kun for en kort stund. Allerede halvt inde i filmen står penthouse-lejligheden symbolsk nok i flammer. Den mondæne københavner-tilværelse ender med at gå op i røg, når virkeligheden indhenter Zaid.

Zaid – der spilles af Ulaa Salims storebror Dar – kan ikke flygte fra det, han kommer fra, og han vil heller ikke. Han oplever splittelsen mellem sin baggrund og alt det pæne, man skal tilegne sig for at blive accepteret i den eksklusive kreds af velmenende, men virkelighedsfornægtende danskere.

Man kunne forestille sig, at instruktører med minoritetsbaggrund har oplevet samme form for splittelse mellem det miljø, de kommer fra, og den eksklusive og til tider ekskluderende danske filmbranche.

Takket være film lavet af instruktører med minoritetsbaggrund bliver den kreative klasse tvunget til at forholde sig til det Danmark, som eksisterer få kilometer væk. Men som for mange synes lige så fremmed og eksotisk som et land langt borte.

Mange af os er efterhånden bekendt med de famøse betonbygninger, der tårner op i Brøndby Strand, men vi har aldrig selv været i dem. Vi har ikke engang set dem på afstand. Kun gennem filmene får eliten adgang til bygningerne og menneskene, der lever inde i dem.

Vi bliver på én gang skræmt og fortryllet af den verden, som filmene formår at åbne for os. Vi vil gerne se film om de vrede unge mænd, så længe det kun er dér, vi bliver konfronteret med dem.

Vi vil gerne med på opdagelse i en ”ghetto”-verden med en ”ghetto”-æstetik, som vi ikke magter at forholde os til i virkeligheden.

Måske er det derfor, der er så meget ekstra lidenskab i filmene fra minoritetsinstruktørerne? De er pionerer. De ved godt, at hvis de ikke viser den virkelighed, de kommer fra, er der ingen andre, der gør det.

For den højere middelklasse, som er vant til at se sig selv spejlet på lærredet i dyre designerlejligheder, føles Danmarks sønner og Underverden som et knytnæveslag midt i solar plexus.

Måske er det på tide, at den kreative klasse begynder at lave film, der ligesom Danmarks sønner og Underverden rummer både oprør og selvopgør?