Jeg har ikke meget til overs for Jes Dorph

Kald mig bare kynisk eller afstumpet, men jeg har ikke ret meget til overs for Jes Dorph-Petersen. 

Hverken når han skriver lange, følelsesladede opdateringer på sin Facebook-profil, eller når han i et interview den 6. januar med Mette Bluhme Rieck i Aftenshowet på DR1 gør sig selv til et offer. 

”Alene på grund af denne opførsel og manglende journalistisk professionalisme, burde Mette Bluhme ryge ud fra DR. Se på hendes attitude. Jeg forstår godt, Jes Dorph-Petersen føler sig krænket af sådan en forudindtaget amatør,” skriver en vred Facebook-bruger efter at have set interviewet. 

Dorph har delt opslaget på sin Facebook-profil, hvilket må betyde, at han er enig. 

Men det er ikke Dorph, der er blevet krænket. Man bliver nemlig ikke krænket af at få stillet et par kritiske spørgsmål.

Man bliver ikke et offer af, at en interviewer kræver, man kan svare for sig. Det burde han vide med sin mangeårige erfaring som studievært. 

Jeg tror interviewet chokerede Dorph. Og jeg tror chokket skyldes den arrogance, som er forbundet med privilegieblindhed. Han er på den ene side en folkekær tv-vært, men han er også – om han vil stå ved det eller ej – en magtfuld skikkelse i mediebilledet. 

Pludselig befinder han sig i en situation, hvor han ikke selv er intervieweren, hvor han ikke selv er i kontrol, og hvor han ikke får uanede mængder taletid uden afbrydelser. 

I stedet må han forsvare sig mod alvorlige anklager, og sætninger som ”det kan jeg ikke lige huske” eller ”det var en anden tid” er ikke tilstrækkelige. 

Jeg tvivler ikke på, at der har hersket en giftig, sexistisk kultur på TV 2, og at Jes Dorph-Petersen som så mange andre har været en del af den. 

Alligevel bliver han taget i forsvar. 

Se og Hør bringer en forside, hvor der står, at Dorph græder hver dag. Men hvorfor skal vi sympatisere med ham? 

Sladderprogrammet Det, vi taler om på B.T. beskæftiger sig med sagen den 15. januar. Programmet bliver sendt live og streamet fra programmets Facebook-side. Og Dorph får subtilt gjort opmærksom på, at hans øjne hviler på dem, da han i kommentarfeltet skriver: ”Spiser Pindborg pølsehorn?” 

Både Se og Hørs chefredaktør Niels Pinborg og Henrik Qvortrup fra B.T. forsvarer ivrigt Dorph. Qvortrup omtaler fyringen som en ”kafkask situation”, der vil efterlade enhver mand magtesløs. 

En kafkask situation forbinder jeg med Kafka-romanen Processen. Den handler om bankprokuristen Joseph K., der en morgen vågner op og bliver arresteret for noget meget alvorligt. Men han aner ikke, hvad det er og finder heller aldrig ud af det. 

Da jeg læste bogen, havde jeg sympati med Joseph K. Han fik frataget enhver ret og evne til at forsvare sig over for det surrealistiske bureaukrati. 

Men Dorph skal ikke for nogen ret, og der er ikke tale om en retssag imod ham. Han skal ikke i fængsel eller afsone en dom. Han er blevet fyret og taget af skærmen. Han er heller ikke alene som Joseph K. Han har både en advokat, mediernes opmærksomhed og 43.000 støtter, som holder med ham på Facebook. 

Alligevel har Dorph siddet over for et ”kvindetribunal”, som Qvortrup får indskudt i samtalen med foragt i sit toneleje. Han refererer til den kvindelige advokat og den kvindelige chef for TV 2, der har afskediget Dorph. 

Qvortrups bemærkning er ikke bare nedladende over for de højtuddannede kvinder. Den er også afslørende. Han får med sin bemærkning sagt, at advokaten ikke er objektiv, fordi hun er kvinde. 

Ville Qvortrup nogensinde have sat tvivl ved en højtuddannet advokats legitimitet, hvis vedkommende havde været en mand? 

Hvor ofte har kvinder ikke siddet foran mandlige chefer, advokater eller andre overordnede med al for meget magt? Hvor ofte er kvinders stemmer ikke blevet overhørt, fordi mænd var ligeglade eller tænkte på at redde deres egen røv? 

Jeg er ikke i tvivl om, at Dorph er chokeret. Men det mest chokerende for ham og alle andre magtfulde mænd må være, at kvinder omsider bliver hørt, og at deres stemmer bliver taget alvorligt. 

Jeg tror, at der er tale om en generationskløft. 

I min generation ser vi #MeToo som et kæmpe fremskridt for ligestillingen. Hvor er det ærgerligt, at den ældre generation halter bagefter. Hvor er det ærgerligt, at man så indædt og krampagtigt fastholder et så forældet og usympatisk verdensbillede. 

Og hvor er det ærgerligt, at Jyllands-Posten kalder Jes Dorph for en helt. 

I min generation gider vi ikke det der pis længere. Vi er mange unge mennesker, som har fået nok af den ældre generation og deres ligegyldighed over for sexisme. 

Vi vil have et systemskifte. Systemet er pilråddent og har været det alt for længe. Vi gider ikke halve løsninger. Vi vil se handling!