Zentropas grå eminence er død

Brian de Palma, Lars von Trier, Susanne Bier, Thomas Vinterberg, Lukas Moodysson, Lone Scherfig, Andrea Arnold, David Mackenzie, Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel, Kristian Levring …

Alle disse prægtige instruktører har nydt godt af troldmanden fra Tågeskoven: Peter Garde.

Peter har jeg kendt, siden vi mødtes seksten år gamle med udslået hår. Han blev uddannet i finansverdenen, startede som bankelev i Store Heddinge på Stevns og endte med sit eget vekselererfirma i de pulserende 90’ere med store cigarer og champagne i glassene.

Peter trådte til på Zentropa i 1997, da kuglerammen ikke rakte længere. Vores film og finansieringer blev stadigt mere komplicerede, i takt med at vores instruktører og ambitioner voksede.

Som udefrakommende ind i en incestuøs branche gav Peter finansieringen af film en nødvendig professionalisme, som vakte investorernes tillid og hjalp Zentropa med at profilere sig som Formel 1 i europæisk film.

Peter havde en nærmest autistisk tilgang til de komplicerede mønstre, som puslespillet med de tusinde brikker i en stor filmfinansiering udgør. Han kunne se nogle konstruktioner, som for os andre dødelige var fuldstændigt umulige at gennemskue.

Han bestred et job, som ikke har nogen bevågenhed i offentligheden, men det er absolut vitalt for at gennemføre realiseringen af instruktørens våde drøm: Penge!

Peter Garde kan ikke erstattes. Men vi andre tilbage i elendigheden kan bruge hans finurlige og uimponerede tilgang til millionerne som ledetråd til at føre dansk film videre mod succesens tinder.

Han var enormt generøs. Under min lange personlige konkurs kom han en dag forbi med en pose penge, han syntes, jeg havde brug for.

Peter lånte også privat en klemt producent, Michel Schønnemann, to en halv million kroner, så han kunne gennemføre Brian de Palma-filmen Domino. Mens leukæmiramte Peter aldrig så sine penge igen, levede Michel videre i en dyr villa takket være den såkaldte konefinte.

Dette giver ham ikke en plads i Paradis, hvor Peter Garde er nu, og hvor alle storhjertede producenter som de eneste fra filmbranchen ender deres dage, når de stævner mod den anden side.

Hasta la vista!