Nyhed
27. aug. 2025
”Woody Allen hvidvasker Ruslands forbrydelser”

Søndag dukkede Woody Allen uventet op via et videolink på Moskvas Internationale Filmfestival, hvis leder er en varm tilhænger af Ruslands diktator Putin.

Foto | Vianney Le Caer

”Woody Allen hvidvasker Ruslands forbrydelser”

Ukraines udenrigsministerium fordømmer den 89-årige instruktørs deltagelse i en russisk filmfestival, mens Woody Allen forsvarer sig med, at kunstneriske samtaler bør bevares.

Af Claus Christensen

Woody Allen er en af modernitetens mest markante filminstruktører, kendt for sit humoristiske blik på menneskelige svagheder og neuroser, men han gør det bestemt ikke let at være fan.

I 1991 blev han separeret fra sin partner, skuespilleren Mia Farrow, efter en affære med hendes 21-årige adoptivdatter Soon-Yi Previn, 35 år yngre end Allen.

På trods af massiv offentlig forargelse holdt forholdet, og parret blev gift i 1997.

I 2018 stod Allens og Farrows fælles adoptivdatter Dylan Farrow frem og gentog anklagen om, at Allen havde forgrebet sig på hende i 1992, da hun var syv år. Anklagen, som Allen afviser, var blevet undersøgt to gange uden dom, men sagen blev blæst op på ny gennem HBO-serien Allen v. Farrow i 2021.

Efterfølgende blev Woody Allen nærmest persona non grata i Hollywood, og Amazon ophævede en filmkontrakt med ham.

Hans seneste film er derfor produceret og indspillet i Europa. Film nummer 50, Lykketræf fra 2023, fik pæne anmeldelser, men Allen har selv antydet, at karrieren kan være ved vejs ende.

Skændsel og fornærmelse
Søndag dukkede han uventet op og af alle steder i et video-interview på Moskvas Internationale Filmfestival. Her blev Allen interviewet af instruktøren Fjodor Bondartjuk (Stalingrad) og udtrykte sin begejstring for russisk filmkunst, især Krig og fred, instrueret af Bondartjuks far, Sergej.

Festivalens leder, instruktøren Nikita Mikhalkov, er imidlertid kendt som en varm tilhænger af Vladimir Putin, mens Fjodor Bondartjuk ifølge Politico åbent har støttet den russiske invasion af Ukraine, skriver The Guardian.

Ukraines udenrigsministerium tager i skarpe vendinger afstand fra Woody Allens deltagelse i festivalen, som finder sted kort efter Donald Trumps møde med Putin i Alaska. Ministeriet betegner Allens optræden som ”en skændsel og en fornærmelse mod de ukrainske skuespillere og filmskabere, der er blevet dræbt eller såret af russiske krigsforbrydere i den igangværende krig mod Ukraine”.

”Ved at deltage i en festival, der samler Putins støtter og stemmer, vælger Allen at vende det blinde øje til de grusomheder, Rusland har begået i Ukraine hver eneste dag gennem elleve år,” fortsætter ministeriet.

”Kultur må aldrig bruges til at hvidvaske forbrydelser eller som propagandaredskab. Vi fordømmer på det kraftigste Woody Allens beslutning om at velsigne Moskvas blodige festival med sin deltagelse.”

Allen forsvarer sig
Herhjemme vurderer filmkritiker Ann Lind Andersen, at Woody Allen har trådt i spinaten.

”Han gør ikke livet nemt for sig selv,” siger hun til DR. ”Det er noget selvsabotage det, han har gang i. Han har i forvejen rigtigt svært ved at få finansieret sine film, og nu kommer han til at gøre det endnu sværere.”

Woody Allen har da også måttet ud og forsvare sig.

”Når det gælder konflikten i Ukraine, er jeg helt overbevist om, at Vladimir Putin tager fejl. Den krig, han har startet, er frygtelig. Men uanset hvad politikere har gjort, mener jeg ikke, at det hjælper at afskære kunstneriske samtaler,” siger han til The Guardian.

Dermed går instruktøren på tværs af den vestlige boykot af russisk film og kultur, som har været gældende siden fuldskalainvasionen af Ukraine i 2022.

I 2023 blev Lars von Trier ramt af en shitstorm, da han kritiserede statsminister Mette Frederiksens stort opsatte møde med præsident Volodymyr Zelenskyj i København, hvor de lod sig fotografere sammen i cockpittet på et F-16-kampfly.

”Russian lives matter also,” skrev Trier på en Instagram-profil.

Relevante artikler

festivalanmeldelse
05. sep. 2023
Lykketræf

Lykketræf

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten