Overgreb fra alle sider

Nogle gange tog hun over til Michael Jackson. De sad bare og sagde næsten ingenting. Det behøvede ikke tale. De delte den samme smerte.

Det er blot en af de mange rørende og tankevækkende historier i dokumentarfilmen om Whitney Houston.

Sangeren solgte over 200 millioner albummer, hun er den eneste kunstner, der har fået scoret syv førstepladser i træk på den amerikanske hitliste, og hendes popularitet toppede, da hun spillede over for Kevin Costner i Bodyguard.

Men så gik det ned ad bakke.

Stoffer, alkohol, skilsmissen fra Bobby Brown og døden i et badekar på et hotel i Beverly Hills. Vi kender den tragiske historie om Whitney, som ligner historien om mange andre stjerner, der bukker under for presset og dør alt for tidligt.

Vi er ikke gode til at passe på vores ikoner, ligesom de ikke er gode til at passe på sig selv

Kevin Macdonalds Whitney, der netop har haft verdenspremiere i Cannes, er traditionelt bygget op med interviews med pårørende og venner, klip fra karrieren og private optagelser.

Alligevel sidder man med en klump i halsen, især når filmen fokuserer på datteren Bobbi Kristina, der er tragediens største offer. Hun gik bort 22 år gammel i 2015, blot tre år efter morens død. Moren tog sin datter med på turnéer for at beskytte hende, men det er hjerteskærende at se en koncertoptagelse, hvor datteren – skræmt over at stå på scenen foran et menneskehav –klamrer sig til morens ben. 

Mobbet som barn
Fra barnsben havde Whitney et mareridt, hvor hun bliver forfulgt af en stor mand, en slags djævel. Hun konstaterer senere, at manden aldrig kom. I virkeligheden blev hun udsat for noget meget værre: At blive konstant overvåget af en hungrende presse.

Vi møder moren Cissy og faren John. Han døde i 2003 og var hendes manager. Efterhånden havde hun ansat hele sin familie i en virksomhed, der bare voksede og voksede.

Opvæksten var ifølge filmen ikke idyllisk. Forældrene blev skilt, og hun blev mobbet i skolen og flyttet til en privatskole. Hun havde ikke rigtigt nogen venner. Moren Cissy, der selv var gospelsanger, lærte Whitney at synge fra hjertet, og hun var mest lykkelig, når hun sang i det lokale kirkekor.

Hun blev også backingsanger for moren, der en dag lod, som om hun var for syg til at synge, hvorfor Whitney måtte træde til.

En stjerne var født.

Den amerikanske drøm
Vi får naturligvis hendes optræden ved Super Bowl i 1991, hvor hun blev katapulteret til nationalhelt, da hun sang The Star-Spangled Banner, så ikke et øje var tørt.

Kevin Macdonald krydsklipper til samtidshistorien med Ronald Reagan, Golf-krigen og konfrontationer mellem politiet og afroamerikanere. Hun er realiseringen af den amerikanske drøm og bliver et ikon for de sorte borgere, men kritiseres også for at svigte sine sorte rødder. Derfor gør koncertbilleder fra Sydafrika og hendes møde med Nelson Mandela et indtryk, selv om instruktørens forsøg på at sætte Whitney Houstons historie i et større perspektiv virker uklar.

Mere energi lægges der i at finde svaret på, hvorfor Whitney tog stoffer. Hun siger selv, at hun elsker at feste med alt, hvad det indebærer, men Kevin Macdonald stiller sig ikke tilfreds med det svar. Der må være sket noget traumatisk i barndommen, som så ofte er tilfældet for stofafhængige.

Og vupti, ind fra højre kommer historien om, at hun som lille blev udsat for seksuelle overgreb af sin tante Dee Dee Warwick, der meget belejligt er død i dag. Det er en veninde, der fremsætter den opsigtsvækkende anklage, som bakkes op af Whitneys halvbror.

Her synes filmen dog at være på tynd is, og den formår ikke at gøre ordentligt rede for, hvorfor det skulle være den afgørende årsag til nedturen som voksen megastjerne.

Kun døden som udgang
Så er filmen mere overbevisende, når den spørger Whitneys familie, venner og ansatte, hvorfor ingen gjorde noget for at få hende til at stoppe derouten.

Penge, lyder svaret. Alle dem, der var tæt på sangeren, levede af hende, og derfor var der ingen, som turde sige sandheden. Det kunne jo koste deres arbejde, og flere af dem har rigeligt at se til med de interne magtkampe. Brødrene, der var ansat til at passe på hende under turnéerne, tog selv stoffer i så store mængder, at de næppe har været de bedste bodyguards. Og faren endte med at sagsøge sin datter for 100 millioner dollars, mens hun ikke engang havde råd til at gennemføre sit afvænningsforløb.

Som stjerne er man isoleret og ensom, og det er vel den mest hjerteskærende erkendelse i filmen. Der er ingen anden udgang end døden.

Asif Kapadias formidable og krystalklare dokumentar om Amy Winehouse ændrede hendes eftermæle. Bag skandalerne så vi mennesket Amy, og vi fik den frygtelige oplevelse, at det kunne være gået anderledes, havde det ikke været for en kynisk far og en afstumpet kæreste.

Samme effekt har portrættet af Whitney Houston ikke. Filmen hævder, at hun aldrig fandt sig selv, men i modsætning til Amy oplever vi ikke Whitneys søgen. Det private arkivmateriale er for sparsomt, og talking heads-formen, som Kapadia genialt droppede, hjælper ikke på identifikationen med Whitney.

Men Whitney er bedre end Nick Broomfields Whitney: Can I Be Me, fordi veninder og især brødrene fortæller så åbenhjertigt. Bobby Browns afvisning af at adressere Whitneys stofmisbrug taler for sig selv. Veninden siden ungdommen, Robyn Crawford, der også var hendes rådgiver og elskerinde, spiller en central rolle i filmen, men medvirker desværre ikke selv.

Whitney er en væsentlig film med sin påmindelse om, at berømmelse kan være et frygteligt fængsel at blive fanget i.